Vil børn spille fodbold på egne vilkår, har de kun brug for en bold og to mål. Der er ikke brug for linjer, der markerer spillepladsens størrelse, dommere, trænere eller ens spilledragter. Det drejer sig om at have to fair hold og om at score mål. Kommer bolden af en eller anden grund langt væk, gælder det for begge hold om at få den tættere på hurtigst muligt. Man har ikke tid til at tage et indkast. Kommer man til at begå et frispark, siger man undskyld, og modstanderen tager hurtigt et frispark, så man kan spille videre.

Jo højere niveau voksne vil spille på, jo længere kommer man væk fra børnefodbolden. Banen skal være flot kridtet op, og dommeren skal under kampen med sin spraydåse markere, hvor tæt modstanderne må komme på bolden. Man skal ikke bare have én men tre dommere og undertiden fem dommere. Nu oven i købet også video. Det gælder ikke om fair spil, men om at få dommeren til at dømme til ens egen fordel ved hjælp af snyd og simulering. Træneren er meget vigtig, så man spiller holdets spil og ikke sit eget spil. Spillertøjet skal være helt ens, så der ikke stikker en anden tøjfarve ud under ærmet.

Den ægte glæde ved at spille fodbold

Det var næsten en lettelse at se fodbold en lørdag formiddag i Torshavn, hvor man kunne se det ægte fodboldspil.

Da fodbold på Færøerne kun spilles på kunstgræs, foregik 5-holdsstævnet med 8 hold på en halv bane med det ene mål på sidelinjen og det andet mål midt på banen. Siderne var markeret med toppe. Stævnearrangøren havde lavet kampprogrammet. Ellers var hans opgave at fløjte kampene i gang og af.

Med kampe a ca. 10 minutters varighed kom alle til at møde hinanden på overskuelig tid.

Hvorfor dommere? Spillerne ved bedre, hvad der sker.

Man kiggede lige en ekstra gang, for hvor var de fire dommere? Der blev spillet uden dommere, for spillerne vidste jo godt, hvem der havde rørt bolden, hvis den var ude. Der blev øjensynligt ikke begået frispark, men skulle det ske, fik modstanderen sit frispark hurtigt. Der var ikke tid til at vente og trække tiden, man ville bare spille videre.

Skulle der opstå problemer under kampen, var det de to holds træneres opgave at finde en løsning, fortalte formanden for den færøske trænerforening Frankie Jensen senere.

På det færøske nationalstadion lige ved siden af blev der spillet to 8-mandskampe på tværs af en halv bane. Dog med dommere, hvoraf den ene cirkulerede omkring midten af banen og ellers kun fløjtede for scoring samt pause og slut på kampen.

Kunstgræs er en kæmpe succes på Færøerne.

”Visit Faroe Islands” animerer til ture ud i naturen, men vil man besøge færingerne, skal man tage til fodboldbanerne dvs. til kunstgræsbanerne, hvoraf der i Torshavn findes fem. En mod syd i Argir, en mod nord i Hoyvik og tre inde i Torshavn. Græs kan med den lave sommertemperatur ikke vokse sig robust nok til at blive brugt som fodboldbane. Med stor satsning fra UEFA, som bl.a. har en målsætning om at udbrede mulighederne for at spille fodbold, samt stor indsats fra færingerne selv, findes der mange kunstbaner på øerne i dag.

Fodbold er klart den største idrætsgren på Færøerne – også selv om de klimatiske forhold passer bedre til indendørs aktiviteter. Ca. 12 graders varme i slutningen af august er nu engang de vilkår, man lever under, og færingerne er bare seje. Er der udsigt til regn, kan en dansk træner for et børnehold undertiden godt begynde at forberede sin træning til det halve antal børn. På Færøerne er der altid udsigt til regn, så man kan let blive udsat for både solskin og regn under samme træningspas.

Naturen og andre forhold er forskellige verden over, men den måde, der trænes på, og den måde, der spilles fodbold på, bliver mere og mere universel, idet man lader sig påvirke af hinanden ved internationalt samarbejde. Man kommer væk hjemmefra og bliver påvirket til at implementere nye ideer i sit trænerarbejde, som igen andre trænere lader sig inspirere af. Man udvælger det, der passer bedst til den kultur man selv lever i.