Vi belønner trofaste spillere

af | 30 august 2019 | Tæt på

I Gilleleje Boldklub er det vigtigste, at fremmødet til træning er højt og spillerne er trofaste. Brian Mogensen, der udover at være ungdomstræner og kasserer også er leder af seniorafdelingen, slår fast at såvel seniorer som ungdomsspillere i den lille klub i Nordsjælland bliver belønnet med spilletid, hvis de passer deres træning. Dansk Træner Union slog vejen forbi den hyggelige, lille fiskerby, hvor en vis Brøndby legende, Tom Køhlert, nu slår sine folder som træner for 1. holdet i Serie 3.

– Vi er en breddeklub. Vi skal ikke ud og jagte egne ambitioner og tilrettelægge vores klub kun til gavn for de få rigtig gode og store fodboldtalenter. De må søge lykken i vores samarbejdsklub, FC Helsingør. Nej, vi er en klub for alle, hvor vi vil have alle med, uanset hvor langt talentet rækker.

For Brian Mogensen og for Gilleleje Boldklub er det afgørende, at så mange spillere som muligt kommer i klubben, deltager i træningen og får lov at finde vej til holdkortet til kampe. Og resultatet er synligt. Gilleleje Boldklub har i dag cirka 60 herreseniorer, omkring 300 ungdomsdrenge,- og pigespillere og 22 trænere og holdledere. Dertil er et seniorkvinde hold også på vej.

– Vi har den klare holdning i klubben, at møder du op og yder en indsats til træning, så vil vi også gerne belønne den enkelte spiller med turneringskampe. Det er vores filosofi, men vi har skam prøvet det modsatte, og det ønsker vi ikke igen.

I 2014 satte Gilleleje og Græsted Boldklubber sig sammen og dannede et semi-eliteprojekt, FC Gribskov. Samarbejdet på seniorplan førte klubben op i Serie 1, men fusionen og holdånden var ikke bæredygtig.

– Den daværende træner virkede som om, han jagtede et CV og egne karrieremuligheder og derfor satsede benhårdt på de bedste spillere. Selvom de bedste og dygtigste spillere ikke mødte frem til træning, blev de alligevel udtaget til kampe. Hvorimod de spillere, der passede og var dedikerede i deres træning, ofte blev forbigået. Til sidst følte mange spillere, at det ikke lønnede sig at møde op til træning, når holdet i forvejen var sat, og de blev derfor væk. Jeg mindes, at der slutteligt blot var 6-7 mand til træning.

Balancen mellem Gilleleje-spillere og Græsted-spillere rykkede sig gradvist, og til sidst bestod FC Gribskovs to seniorhold hovedsageligt af aktive fra Græsted, og de følte ikke længere noget tilhørsforhold og glæde ved at træne og spille på Gilleleje Stadion, som var hjemmebane i en halvsæson af gangen. Ved indgangen til 2018 stoppede samarbejdet helt naturligt. Gilleleje Boldklub blev tvangsnedrykket til Serie 5, mens Græsted Boldklub blev sendt i Serie 4.

Vi kan selv

– Vi har ikke fortrudt vores samarbejde omkring FC Gribskov. Det var det rigtige på det tidspunkt, men jeg er i dag også rigtig glad for, at vi igen er os selv her i Gilleleje Boldklub og kan gøre det på vores egen måde, forklarer Brian Mogensen og fortsætter.

– Nu har vi en førsteholdstræner, der passer til vores filosofi. Nemlig at vi igen har mange til træning, og at der bliver taget hånd om vores mange unge 16 til 19 årige spillere, som får lov at prøve kræfter og stille og roligt bliver sluset ind til seniorfodbold. Og ikke mindst at spillerne til træning kan mærke, at hvis de yder, bliver de også belønnet med kampe på vores seniorhold.

I spidsen for Gilleleje Boldklubs 1. og 2. hold står i dag Tom Køhlert. Den tidligere Brøndby IF cheftræner, som adskillige gange har været brandslukker for de gule på Vestegnen, flyttede i 2016 med sin hustru til Gilleleje og blev hurtigt tilknyttet FC Gribskov. Da projektet var ved vejs ende, valgte Tom Køhlert så at følge med Gilleleje Boldklub, som for 1. holdets vedkommende skulle starte forfra i Serie 5. Det blev efteråret 2018 til oprykning til Serie 4, og i foråret 2019 lykkedes det endvidere at komme op i Serie 3, mens 2. holdet ligeledes klarede en oprykning til Serie 5.

Cheftræner Tom Køhlert giver gode råd i træningskamp
Cheftræner Tom Køhlert giver gode råd i træningskamp

– Tom Køhlert er en stor kapacitet for Gilleleje Boldklub. Han er en træner med stort engagement, der er god til unge mennesker, til mandsskabspleje og til at motivere og sætte tro i de unge spillere. Og spillerne kan se at det lønner sig at komme til træning. Samtidig er Tom Køhlert ikke en træner, der skal ud og bevise noget og lave et CV.

Hans trænerkarriere taler imponerende for sig selv. Vi har fået en træner, der gerne vil lytte på, hvad vi ønsker som klub og samtidig præsterer i top, lyder det begejstret fra Brian Mogensen.

– Nu har Tom Køhlert ført vores 1. hold i Serie 3 og 2. hold i Serie 5. Så vi er så at sige tilbage, hvor vi befandt os i 2014 før FC Gribskov. Og skulle vi ikke klare udfordringen i Serie 3, så må vi tage den derfra. Det er i hvert fald ikke noget, vi kan lægge Toms kvalifikationer til last og peger på, at truppen udpræget består af meget unge og urutinerede spillere.

Udfordring

De fleste spillere, der banker på til 1. holdet er unge knægte mellem 16 og 20 år, der så er krydret med 3-4 lidt ældre og rutinerede kræfter. Deriblandt de to gamle Gilleleje-drenge i midt 30’erne, som tidligere har optrådt på FC Helsingørs divisionshold, Jonas Rohrberg og Jeppe Christiansen. De bliver begge meget værdifulde på banen og to nøglespillere, som de unge drenge kan lære og læne sig op ad.

– Ja, jeg ser det som en forudsætning, hvis vi skal klare skærene i Serie 3, at vi har de ældre rutinerede kræfter til rådighed i hele efteråret. Dertil er det yderst vigtigt, at vi også har et velfungerende 2. hold. For hvis vi har en 1. holdstrup med f.eks. 18 mand og alle er klar, er der jo fire spillere i overskud, og de skal jo også føle de får et kamptilbud. Derfor lægger vi meget vægt på, at der ikke opstår et skel mellem 1. og 2. holdet.

Brian Mogensen, 44 år, har stort set altid været aktiv i Gilleleje Boldklub siden han selv spillede drengefodbold som 6-7 årig på det gamle anlæg på Østre Alle. Som seniorspiller nåede han at tørne ud i Serie 2 for Gilleleje. Siden trådte Brian Mogensen til som ungdomstræner, har taget flere DBU-kurser og en C-licens. Inden han også gik ind i bestyrelsesarbejdet.

– Jeg synes og føler, at fremtiden og udviklingen for Gilleleje Boldklub tegner rigtig med en sund og lige prioritering, også økonomisk mellem senior- og ungdomsafdelingen. Vi har rigtig mange børn, piger og drenge, i alle aldre og på alle niveauer, der kommer og spiller fodbold og bliver ved med det. De kommer både for kammeratskabets skyld, fordi de synes det er sjovt, og fordi de kan mærke, at de bliver taget alvorligt.

Samtidig vokser vores pigeafdeling støt. Og er der noget, der kan holde drengene i en fodboldklub, så er det når, der er piger, som også spiller og kigger fodbold. Det er alt andet lige sjovere og bedre, at drengene og pigerne mødes og socialisere her i klubben, end de hænger ud nede på havnen.

Det bliver en svær sæson

Dansk Træner Union fangede også Gilleleje Boldklubs træner, Tom Køhlert, for tre hurtige spørgsmål.

Tom Køhlert er i dag cheftræner i Gilleleje Boldklub
Tom Køhlert er i dag cheftræner i Gilleleje Boldklub

Hvorfor valgte du tilbage i 2016 at blive træner for FC Gribskov og senere følge med til Gilleleje Boldklub?

– For at gøre en lang historie kort. Som planlagt flyttede min kone og jeg på landet, da min tid i Brøndby IF sluttede. Det blev så Gilleleje, et dejligt sted. På det tidspunkt var de to rivaliserende klubber i området, Græsted og Gilleleje, gået sammen om at danne FC Gribskov. Som lokal tog jeg ned på stadion og så dem spille.

FC Gribskov var i store problemer og røg ned i Serie 2. De fleste spillere og træneren forsvandt. Sådan er det ofte, når det går dårligt. Stik imod planerne blev jeg kontaktet af FC Gribskov, og jeg sagde ja tak til at træne et par gange om ugen og stå i spidsen ved kampe. Vi klarede lige skærene i Serie 2, men løbet var kørt, og over vinteren meddelte klubberne Græsted og Gilleleje, at de gik hver til sit.

Begge klubber blev tvangsnedrykket. Så skulle man vel tro, at jeg var færdig med det, men der ramte Gilleleje Boldklub noget, der vakte min interesse, nemlig at de ville satse på egne spillere og bygge noget op nedefra osv. Siden er det gået stille og roligt fremad med oprykninger på stribe, så nu er vi snart på samme række niveau, som da FC Gribskov lukkede ned. Og snart spiller vi vores første kamp i serie 3.

Winther Sport og Fritid.Boldtour og EventBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSportConcept InternationaldbuVerona Cupteamsports.comSkaerbaekcentretLæs mere om Formthotics påSPORTIGAN I HURUP OG THISTED