En superligatræner skal ikke langtidsplanlægge

af | 6 marts 2021 | Artikler

Har en træner indgået en aftale gældende for tre år om at være træner i en af superligaklubberne, kan man være sikker på én ting: Han afslutter ikke sit arbejde i klubben lige præcist, når de tre år er gået. For spillerne er det ganske normalt, at når en treårig aftale udløber, skal man videre i sin karriere, og man kæmper jo for sin klub lige ind til og med sidste kamp i aftalen.

Den treårige aftale mellem OB og Jakob Michelsen udløber til sommer, og lige efter jul blev det meldt ud, at aftalen ikke blev forlænget. Hvorfor den ikke blev forlænget ved offentligheden vel ikke, men sportsjournalisterne tolkede det som, at OB ikke ønskede at fortsætte med Michelsen. Men det kunne jo også være, at træneren havde ambitioner om at komme videre i sin karriere. Begge dele er vel fint nok, for begge parter overholder jo den indgåede aftale.

For journalisterne blev det til et problem, for hvordan ville spillerne reagere, og kunne træneren holde gejsten. Man provokerede næsten OB til at fyre Michelsen ved det mindste tegn på svækkelse til træning og til kamp. Men spillerne og træneren viste deres professionalisme ved at gøre denne mistanke til skam og lige give den en ekstra skalle.

Langvarige samarbejder

En oversigt over cheftrænerne i de nuværende superligaklubber i dette årtusinde dvs. de sidste 20 år bekræfter, at i gennemsnit er en træner kun ansat i ca. 2 år, men der er store forskelle fra klub til klub, men også fra træner til træner. Den erfarne træner Bo Henriksen har kun været træner i 2 klubber: Fra 07 til 14 i Brønshøj og i Horsens fra 14 til 20. I disse tilfælde må aftalerne da være blevet forlænget mange gange. Kent Nielsen har også lange forløb: 01 til 08 Horsens, 10 til 15 AaB og 15 til 18 OB dvs. 15 år som træner i kun 3 klubber!! Ad to omgange havde Ståle Solbakken i alt 11 år i FCK.

F.C. Horsens og F.C. Nordsjælland skiller sig klart ud som klubber, der holder på deres trænere i en længere periode. De sidste 20 år har Horsens været styret af tre trænere: Johnny Mølby, Kent Nielsen og Bo Henriksen, som tilsammen har været i klubben i 19 år. Her har man altså ikke brugt megen tid på jobsamtaler.

F.C. Nordsjælland har kun haft 6 cheftrænere heriblandt 2 gange tre år med Kasper Hjulmand, mens den nuværende, Flemming Pedersen ud over cheftrænerposten lige nu også har haft andre trænerjobs omkring holdet. Klubbens dna med langsigtet udviklingsstrategi af unge spillere til salg til europæiske topklubber kræver naturligt trænere, som arbejder langsigtet, og derfor er for megen udskiftning ikke foreneligt med klubbens målsætning.

Kort vej fra ”God dag” til ”Farvel”

Leder man efter klubber, som er meget hurtige til at udskifte trænere, indtager Vejle Boldklub en meget klar førsteplads, idet der gennem de seneste 20 år har været 20 trænere, som altså her kun har en levetid på én sæson i gennemsnit. Mange danske træner har altså VB stående på deres CV, men siden 2016 er det en svensker, en italiener og er rumæner, som har stået for træningen.

Nærmeste konkurrent til Vejle Boldklub er Lyngby Boldklub efterfulgt af AGF, mens feltet herefter er meget tæt.

En udlænding eller en dansker

Vejle er også atypisk ved, at de seneste tre trænere er fra udlandet. Fra 09 til 11 var Mats Green træner i klubben. Altså i alt fire udenlandske trænere på godt og vel 10 år. Lige så atypisk er Ståle Solbakkens 11 år i FCK. Randers F.C. har i de 8 af årene haft udenlandske trænere. Speciel forkærlighed har der været for Colin Todd, som var i klubben henholdsvis 4 og 2 år, Gennemsnitligt ser det ud til, at ca. 20 % af trænerne i superligaen er fra udlandet, hvilket jo passer meget godt med, at der lige nu er to i henholdsvis AaB og Vejle Boldklub.

De udenlandske trænere fordeler sig ikke – som eksemplet i Vejle viser – ligeligt på klubberne. Nogle har i alle årene holdt fast i de danske trænere: Midtjylland, Lyngby, Horsens og SønderjyskE.

OB, AaB og Randers hentede trænere fra De britiske Øer. Ellers er der flest trænere fra de andre nordiske lande. Vejle og AaB ser ud til at ville vende blikket mod Sydeuropa med de seneste ansættelser.

Farvel og på gensyn

Stopper en træner i en klub – nogle sportsjournalister vil måske kalde det en fyring – er det ingen forhindring for, at træneren vender tilbage senere. Efter tre år hjemme vendte Colin Todd tilbage til Randers og som en selvfølge vendte Kasper Hjulmand tilbage Nordsjælland i 2016 efter et år i Mainz 05. Troels Bech har dog rekorden med tre ansættelser i OB: 2000 – 02, 04 – 05 og 12 – 14.

SPORTIGAN I HURUP OG THISTEDdbuteamsports.comWinther Sport og Fritid.Busture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaVerona CupSkaerbaekcentretSportConcept InternationalLæs mere om Formthotics påBoldtour og Event