Jeg stiller store krav til mig selv og mine spillere

af | 27 februar 2021 | Artikler

Den tidligere cheftræner i FC Helsingør og FC Roskilde og mangeårige FCK-spiller, Christian Lønstrup, er efter en fodboldpause nu på plads og i spidsen for 2. divisionsklubben Hillerød Fodbold. Dansk Træner Union lagde vejen forbi den storsatsende, nordsjællandske klub og spurgte, hvor højt Christian Lønstrup sætter overliggeren.

Christian Lønstrups ambitioner og forventninger til jobbet og til spillerne som cheftræner i Hillerød Fodbold er tårnhøje. Det lader han ingen tvivl om. Efter godt 1½ års fodboldpause efter den ufrivillige afsked med FC Roskilde er det en ”sulten” og ambitiøs Christian Lønstrup, der sætter sig i trænerstolen og skal indfri egne og klubbens forventninger om en top-6-placering i 2. division på den korte bane. På den lidt længere bane er en oprykning til 1. division målsætningen.

Det har Christian Lønstrup det helt fint med. Han har gjort det før. I FC Helsingør overtog han en trup midt i 2. division i januar 2014 og på tre sæsoner førte han byen ved Kronborg helt op i Superligaen. FC Helsingør fik en enkelt sæson i den fineste række og røg ud på den mindst mulige margin.

– Hillerød Fodbold kan godt minde i størrelse, set-up, økonomi og spillermateriale om min start i FC Helsingør, lyder det forventningsfuldt fra Christian Lønstrup og slår fast, at opgaven kommer til at tage tid.

Christian Lønstrup peger således på flere ting, han skal lykkedes med i Hillerød Fodbold:

– Jeg skal ret hurtig finde ud af, hvilke spillere, jeg fremadrettet skal satse på. Spillerne skal i topform, hvilket er svært i opstarten, da vi slås med flere skader. Men jeg synes, at vi har nogle dygtige spillere og andre talenter, der er undervejs. Det tager tid at bygge dem op, og jeg kommer nok til at bruge det første halve år på at lære vores niveau, finde de præmisser og taktiske system, som skal være vores udtryk på banen og skille mig af spillere, der ikke passer ind, samt hente andre nye spillere til. Talentudvikling og udvikling af spillere er Christian Lønstrups store force og passion.

Hillerød Fodbold har spillet godt et dusin træningskampe i opstarten, hvor Christian Lønstrup har noteret sig en pose blandede bolsjer med både sejre og nederlag, men også set tegn i sol og måne på, at truppen har kvalitet og vilje til en placering i top-6, som er det første mål. Lige som mange andre klubber er Christian Lønstrup dog udfordret på situationen omkring Corona og føler derfor, at han har for lidt tid med sine spillere på og udenfor træningsbanen.

– Jeg kan godt mærke, at Hillerød Fodbold er ambitiøse, og det er vel derfor, at jeg er blevet ansat. Nemlig for at ”brande” klubben, få tiltrukket nye spillere og sponsorer. Men jeg kunne godt efterlyse flere træningspas. Hvis vi vil være med i toppen af dansk fodbold, så kræver det seks-syv træningssamlinger om ugen, og det kan spillerne ikke lige nu med job og uddannelser ved siden af. Netop derfor kommer projektet og det overordnede mål om at rykke i 1. division til at tage tid. Det falder ikke bare ned fra himlen, men kræver tid og ikke mindst hårdt arbejde.

- Jeg er jo ikke en af de helt unge trænere længere. Det ved jeg godt, fortæller Christian Lønstrup. - Men jeg har stadig meget at tilbyde og ambitioner om en mulig trænerkarriere i Superligaen eller i udlandet. Christian Lønstrup har tidligere ført FC Helsingør fra 2. division til Superligaen og er helt frisk på at gentage kunststykket med Hillerød Fodbold.
– Jeg er jo ikke en af de helt unge trænere længere. Det ved jeg godt, fortæller Christian Lønstrup. – Men jeg har stadig meget at tilbyde og ambitioner om en mulig trænerkarriere i Superligaen eller i udlandet. Christian Lønstrup har tidligere ført FC Helsingør fra 2. division til Superligaen og er helt frisk på at gentage kunststykket med Hillerød Fodbold. (Foto: Hillerød Fodbold)

Christian Lønstrup er glad for at være i arbejdstøjet igen og er meget bevidst om, at trænergerningen er hans ”kald” i livet.

– Jeg fandt hurtigt ud, at jeg var den fødte leder på banen for FCK. De egenskaber og det ansvar har jeg taget med mig i omklædningsrummet og udviklet som træner. Jeg har lært meget af min tid i mine tidligere jobs og har lagt nye lag til min viden og kompetencer ved senest at bestå UEFA’s Pro-licens.

Især peger Christian Lønstrup på den engelske træner og nuværende Crystal Palace manager, Roy Hodgson, der var cheftræner i FCK i starten af 00’erne, som et klart forbillede. Roy Hodgson lærte ham meget om mandskabspleje, menneskelig indsigt og om at sætte konstante krav til sine spillere. Egenskaber, som Christian Lønstrup har taget med mig videre i sit arbejde:

– Jeg kan lide at arbejde med mennesker og prøver at forstå dem ud fra deres liv, deres erfaringer og forventninger lige nu og her. For mig er det at stille krav til og udvikle mine spillere altafgørende. Jo bedre de spiller under mig, jo større krav kan jeg stille til dem. Det vil sige: jeg beskytter dem i modgang og er efter dem i medgang. Magelighed hos en spiller er usundt. Derfor skal jeg være efter dem og sætte nye krav. Hvis jeg skal have succes som træner, skal mine spillere have succes. Og hvordan får de det? Det gør jeg ved at stille krav, gøre dem klar til at spille og forklare dem mine valg. Ved at være autentisk, anerkende nederlag, anerkende modstanderen, behandle folk ordentligt og ikke tage de forkerte kampe. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken, men tror fast på, at gode, sunde rammer – også når man har modgang – og at spillerne oplever en træner, de kan stole på og som støtter dem ligegyldigt hvad, er nøglen til succes. På den måde kan man få spillere til næsten alt og til at nå rigtig langt. Det oplevede jeg i FC Helsingør.

Christian Lønstrup (med huen) stoppede som aktiv i FCK i sæsonen 2005-2006 og har siden været cheftræner i FC Roskilde, FC Helsingør, Jægersborg Boldklub, assistenttræner i AB og ITU-træner i B93 (integrerende talentudviklings træner under DBU). Dertil har han et par sæsoner arbejdet som scout for den italienske fodboldklub Cagliari, hvor han også har spillet tre år som professionel.
Christian Lønstrup (med huen) stoppede som aktiv i FCK i sæsonen 2005-2006 og har siden været cheftræner i FC Roskilde, FC Helsingør, Jægersborg Boldklub, assistenttræner i AB og ITU-træner i B93 (integrerende talentudviklings træner under DBU). Dertil har han et par sæsoner arbejdet som scout for den italienske fodboldklub Cagliari, hvor han også har spillet tre år som professionel. (Foto: Hillerød Fodbold)

Spilintelligens – at tage stilling i forhold til med- og modspillere og ens egen opfattelse af situationen – er vigtig i Christian Lønstrups træneroptik. Han opererer med fire prioriteringer og krav til sine spillere.

– For det første: ”Foden”. Man skal kunne spille fodbold og være parat til at stimulere og udvikle sit spil. For det andet: ”Oppe i hovedet”. En spiller skal kunne tage stilling og beslutte sig hurtigt. Hvordan skal man placere sig, hvordan skal man angribe og forsvare sig, forebygge, forudsige og læse spillet og dermed komme på forkant med situationen. Meget er pr. instinkt, medgiver Christian Lønstrup og fortsætter:

– For det tredje: ”Hjertet”. Spilleren skal have hjertet med, deltage, være til stede og have en mening til tingene. Jeg tænder af på kønsløse ting, hvis man ikke deltager i sammenholdet og er ligeglad. Det sender et signal om, at man ikke gider mig, holdkammeraterne og klubben, og så er man stille og roligt på vej ud ad bagdøren. Man skal have hjertet med og vise det. For eksempel, hvis man har tabt en øvelse til træning og straffen er 10 armbøjninger, så skal man ikke springe over, hvor gærdet er lavest med kun 8 armbøjninger! Nej, så skal man vise, at man kan tage 12, fastslår Christian Lønstrup.

– Endelig for det fjerde og sidste: Spilleren skal visse ”nosser”. Man skal gøre alt og vise, at man vil det her – sammen med mig. Spilleren skal give alt mentalt og fysisk. Dagen efter en kamp skal spilleren nærmest ikke kunne gå ud af sengen, fordi han har givet alt. Det er sådan jeg går til opgaven, og de høje krav jeg stiller til mig selv og til mine spillere, hvis vi skal rykke os som hold, fastslår Christian Lønstrup, der har skrevet kontrakt med Hillerød Fodbold for 2½ år.

Christian Lønstrup peger på, at spillere må forstå, at fodbold handler om 80 procent hårdt arbejde og 20 procent glæde og overskud, som bliver stimuleret, når man vinder. De 20 procent glæde overskygger alt det hårde arbejde, man går igennem.

Christian Lønstrup fylder 50 år til april. Han er gift for anden gang og har to voksne børn fra det første ægteskab. Udover trænergerningen arbejder han som chauffør for Region Hovedstaden og har i sin pause fra fodbolden erhvervet sig det store kørekort til bus og lastbil.
Christian Lønstrup fylder 50 år til april. Han er gift for anden gang og har to voksne børn fra det første ægteskab. Udover trænergerningen arbejder han som chauffør for Region Hovedstaden og har i sin pause fra fodbolden erhvervet sig det store kørekort til bus og lastbil.

Har du til sidst et par gode råd til nye trænere?

– Du skal først og fremmest være ret tydelig i forhold til, hvad du vil med din trup. Sammensætningen af truppen er ligeledes væsentlig. Du skal skabe en tydelig måde at spille og træne på og være tro mod det, du laver. Lad være med at gå andre veje under modgang eller påtage dig en rolle, du ikke er. Dine spillere er dygtige til at læse dig som træner, hvordan du arbejder og agerer. Så lad være med at spille en rolle, du ikke er – det kommer negativt tilbage som boomerang. Tag nederlagene som et tegn på, at der er mange gode ting, men andre ting, du skal ændre og koordinere. Vis empati og hav tæt forhold til dine spillere på godt og ondt. Være autentisk. Min succes bygger på, at jeg er meget autentisk. Spillerne er ikke i tvivl om, hvad jeg vil og ikke vil, og hvilken krav, jeg stiller til dem.

Læs mere om Formthotics påBoldtour og EventWinther Sport og Fritid.SportConcept InternationalBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSkaerbaekcentretVerona CupSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDdbuteamsports.com