Teknologi som redskab for træneren.

af | 20 februar 2024 | Artikler

Gennem de sidste efterhånden mange år har vi i fjernsynet set banecykelrytterne kæmpe mod vindmodstanden i en sport, hvor brøkdele af et sekund afgør, om man bliver nr. et eller to. Alle bærer hjelmen, der som en pil skyder sig gennem vinden, teknikere har fundet det rigtige stof til cykeldragten, cyklens vægt, underarmenes placering, sadlens højde er tilpasset den enkelte rytter og i holdløbene er afstanden til forankørende trænet til største nøjagtighed. Det er ikke bare antal kilometer på træningsbanen, som tæller. Det er detaljen, som skaber vindere.

Det var egentlig i banecykling og i roning, man begyndte med at inddrage teknologien i træningen, fortæller Peder Siggaard, projektleder med ansvar for brug af teknologi i Brøndby I.F., men nu er det blevet en uundværlig del af trænerens arbejde i klubben, fortæller han. Den tidligere træner, Niels Frederiksen, var tidligere bankmand, så for ham var brug af en computer/brug af data et naturligt redskab. Det samme gælder den nuværende træner, Jesper Sørensen, og vil også ved en kommende træner være et krav.

Peder Siggaard har stor trænererfaring

Peder Siggaard begyndte sin trænergerning allerede som 14-årig i Herning, og via nogle studieår i Odense kom han til Brøndby I.F., hvor han kunne få sine ambitioner om at arbejde med eliten opfyldt, idet han har været både ITU-træner, cheftræner for kvinderne i Brøndby samt assistenttræner for Superligaholdet under Rene Meulensteen samt scout for Brøndby i Sverige. Senere fængede brugen af teknologien i træning og kamp ham, hvor der i løbet af kort tid kom en masse udbydere med en masse tilbud. Brøndby havde brug for en person til at vurdere tilbud og kunne styre klubben ind i den teknologiske fremtid.

Udbydere af teknologiske løsninger er et udfordrende marked

I dag står han som forbindelsesleddet mellem på den ene side superligatrænerne og akademitrænerne og på den anden side teknologi-folkene. På den ene side, fortæller han, vil han give det bedst mulige tilbud om hjælp til trænerne, – men det er udelukkende dem, der bestemmer, og på den anden side må han være opkvalificeret på, hvilke muligheder, der findes, og hvilke tilbud, man ikke skal gå i dialog med af tidsmæssige grunde. Mange firmaer i Europa ser netop nu en stor mulighed for at komme ind på markedet med teknologisk hjælp til klubberne. Peder Siggaard har været rundt i Europa for at se implementeringen i klubberne, hvor især Tyskland med deres kultur er blandt front runnerne. Også Barcelona er godt med sammen med naturligvis de engelske klubber, hvor man har så mange penge, at man bare kan købe og bagefter se, om det er noget, man kan bruge. En tredje part, som kan få stor brug af teknologien er klubbens fysioterapeuter og fysiske trænere.

Disse besøg i andre klubber i Europa, har ikke blot Brøndby I.F. fået gavn af, men også de andre klubber i Danmark og DBU, da man for 4 – 8 år siden i fællesskab investerede i datateknikken. Desuden er Siggaard med i forskellige arbejdsgrupper om implementeringen af den nye teknik, hvor også Syddansk Universitet indgår i udviklingen.

I de kommende år vil der være kamp- og træningsvideoer overalt.
I de kommende år vil der være kamp- og træningsvideoer overalt.

Fra nice to have til need to have

Nogle cheftrænere, målmandstrænere, assistenttrænere m.m. har nok været så grebet af muligheden for at gense en kamp, at det har taget meget af deres tid, hvor meningen har været, at videooptagelserne af kampene skulle give dem tid. Formålet er mere målrettet træning af det vigtigste. Det kan man ikke registrere, mens kampene er i gang, hvor så mange andre ting fylder ens hoved. Man ser en kamp, som varer mindst 90 minutter, men det, man er interesseret i, er måske bare 12 sekvenser a 30 sekunder. De sekvenser får træneren leveret og kan koncentrere sig om detaljen. Det er vel at give træneren tid!! Eller som Siggaard siger det, så er 98 % af det, som man har filmet, ikke af interesse for træneren. Brugen af teknologi er vokset fra ”nice to have” til ”need to have”.

Den kommende generation er vænnet at se, hvad de skal gøre, ikke høre, hvad de skal gøre

På stadion og træningsbanerne for superligaholdet og akademiholdene i Brøndby er der rundt om banerne i toppen af masterne placeret grønne kameraer, som filmer hele banen. Spillernes aktiviteter registreres til trænernes brug. Til det arbejde har klubben ansat 2 på fuld tid og 3 på deltid, mens 4 studerende skriver speciale. Indsamling og bearbejdning af data fra kamp og træning er som brug af VAR en naturlig udvikling, som giver plads til nye eksperter, som sikkert håber på store udviklingsmuligheder i lande, som har været lidt tilbageholdende indtil videre, og samtidig er der muligheder længere ned i børnefodbolden. Her kan indsamling af viden om, hvad den enkelte/de enkelte spillere foretager sig i en kamp også have betydning for næste træning. Desuden er børn vokset op i en visuel verden, hvor nok så megen snak ikke kan erstatte visualisering.

SPORTIGAN I HURUP OG THISTEDteamsports.comBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaBoldtour og EventSportConcept InternationaldbuLæs mere om Formthotics påVerona CupWinther Sport og Fritid.Skaerbaekcentret