Reagerer en målmand på data eller på intuition?

af | 15 maj 2023 | Artikler

Vi lever i en tid, hvor der aldrig har været lettere at skaffe sig informationer om alverdens ting. Og jo mere viden man har, jo lettere skulle man have ved at træffe de rigtige beslutninger. Brug af data i fodbold fylder især blandt yngre trænere mere og mere, fordi det, som betyder meget i ens civile job, også kan have stor værdi i jobbet om træner. Data er fortid, mens en fodboldkamp kun kan forberedes til en fremtid, som ikke kan planlægges. Derfor er det vigtigste for målmanden – eller keeperen, som målmandstræneren for HB Køges Kvindeligahold, Claes De Flon helst vil bruge – at hun reagerer ud fra sin intuition, hvilket vil sige, at hun reagerer ud fra den opståede situation uden logisk tænkning. Viser hun samtidig, fra hun træder ind på banen udstråling, attitude og selvtillid sender hun et signal til modstanderne, som gør dem usikre i mødet med hende, og et signal til forsvarerne om, at ”vi er de stærke”. Dette psykologiske signal virker øjensynligt, for der går meget få mål ind hos danmarksmestrene fra HB Køges kvinder, som igen i år er meget tæt på endnu et mesterskab.

Claes De Flon mener generelt, at træningen er blevet styret alt for meget af data og statistikker både om modstanderne og om en selv. Intuitionen og spontaniteten er det vigtigste i en fodboldkamp specielt for keeperen, da hun i situationen ikke kan bruge data.

Målmandens attitude er vigtig

Som vist nok Danmarks eneste fuldtidstræner for et kvindehold med ansvar for de tre kvinder i førsteholdstruppen samt for udviklingen af keeperne på ungdomsholdene, deres keepertræner samt den røde tråd i keepertræningen er Claes De Flon mange timer sammen med sine spillere pr. uge. Indsamling, bearbejdning og formidling af videodata ville være alt for tidskrævende i forhold til, hvordan Claes De Flon ellers vil påvirke og uddanne sine keepere. Der skal bruges en masse tid på teknisk træning med bolden og også på samarbejdet og sammenholdet med de øvrige spillere i forsvarsgruppen. Det er ikke helt tilfældigt, at netop disse spillere før en kamp samler sig og viser, at nu er de klar til kamp. Vigtig er det, at Claes som målmandens personlige træner viser tillid til hende og bygger videre på det hun kan i stedet for at være fejlsøgende. Ligeledes ved han, at spillerne kun kan præstere optimalt, når de har det godt som menneske, og nogle gange er han den, som spilleren også kan bruge til at snakke om personlige problemer med.

HB Køges keepertræner Claes de Flon, foto HB Køge.
HB Køges keepertræner Claes de Flon, foto HB Køge.

At opbygge målmanden er en lang proces

For Claes er en fodboldkamp også et kæmpe skuespil, hvor man kan blive pålagt nogle roller, som skaber vindere eller skaber tabere. Er man den smilende, venlige, hjælpsomme, introverte og tilbageholdende bliver man aldrig vinderen, ville han sige. Så han skal tildele målmanden en rolle, hvor hun viser fysisk styrke, udstråler selvtillid, skræmmer andre, er en blærerøv og viser at straffesparksfeltet er hendes område. Dette arbejde er ikke bare noget, der kan nås over night, men må opbygges gradvist, da denne rolle kan ligge meget fjernt fra en ung pige uden for fodboldbanen.

Målmandstræningen er blevet akademiseret

At Claes De Flon ikke lige er DBU´s yndlingskursist på målmandstrænerkurserne, erkender han gerne. Hans evner og færdigheder på træningsbanen er beviste og indiskutable, men vejen dertil er nok noget forskellig fra det, som DBU stræber efter og uddanner til. Claes har været udfordret af uddannelsernes akademisering og evidensbaserede opgaver, da han først og fremmest fokuserer på de mentale aspekter af målmandsspillet – intuitionen, motivationen, beslutningsstyrke og lederegenskaber. Når man har været valgt til målmandstræner for U19 landsholds-kvinderne i 11 år og i 2021 blev hentet til Danmarks bedste kvindeklub med ansvar for målmandstræningen for kvinderne, har han vist kvalitet og, at hans fremgangsmåde virker.

Mange husker nok stadig Peter Schmeichel, som Claes sikkert vil betegne som sin ideelle målmand. Han var teknisk stærk, dirigerede med medspillerne, viste sin fysik, styrede luftrummet, lod sig ikke flytte af modstanderen, kunne sætte et contra-angreb i gang hurtigt og var uhyggelig stærk i en mod en. Her var intuition og en stærk personlighed af afgørende betydning. Mon Schmeichel fik leveret data om modstanderne inden kampene?

De dygtige danmarksmestre fra HB Køge, foto HB Køge.
De dygtige danmarksmestre fra HB Køge, foto HB Køge.

Fra målmand til målmandstræner

De fleste målmandstrænere har tidligere være målmænd, hvilket også gælder for Claes. Da han var 11 år fik hans far ham indmeldt i Vanløse, hvor han som meget ung kom på Vanløses 2. div. hold. Senere spillede han i 1. div. på Brønshøjs hold. Dengang var det uden målmandstrænere, så han måtte træne sig selv.

Andre klubber fra superligaen kunne se hans talent, og der kom et tilbud fra bl.a. OB, da Lars Høgh skulle stoppe. Men i stedet for superligaen blev det en afslutning af den aktive karriere som 26-årig. Kort efter begyndte han på sin målmandstrænerkarriere i først Vanløse og derefter Brønshøj, inden han fik tilbud fra Søren Randa-Boldt om at blive målmandstræner for kvinderne i Skovlunde, som han derefter vandt bronze med. Det var nok her han fandt glæden ved at være målmandstræner og her, han besluttede at vejen frem skulle være målmandstræner.

Efter et par år med operation af knæ og genoptræning vendte han tilbage til Søren Randa-Boldt til et job som træner for U19-landsholdet for kvinderne, hvor han de næste 11 år blev lønnet for det antal timer, som han var sammen med holdet. Disse år gav Claes endnu mere mod på at udvikle talenter, men han ville godt have den daglige udvikling.

I juli 2021 blev drømmene om en fuldtidsstilling som keepertræner opfyldt, da Claes blev ansat i trænerstaben for kvinderne i HB Køge – også denne gang under Søren Vanda-Boldt. En klub, som vil meget og endnu mere. Når man er dansk mester, er målet at blive kendt ude i Europa.

Danmarksmestre 2022, trænerteamet. Foto HB Køge.
Danmarksmestre 2022, trænerteamet. Foto HB Køge.

En normal arbejdsuge for kvinderne og trænerne:

Mandag trænes der kl. 15.00. Spillerne møder ind kl. 13.00 til en yoga-session og kampevaluering inden træningen. Efter træningen er der fællesspisning.

Tirsdag trænes der kl. 8.00. Spillerne møder ind kl. 7.00. Efter træning er der taktisk video, inden der styrketrænes kl. 12.00.

Onsdag fri.

Torsdag som tirsdag.

Fredag trænes der kl. 9.00. Spillerne møder ind kl. 8.00.

Træning kl. 9.00 lørdag eller søndag (afhængig af kampdag).

Fuldtidstrænerne er: Træner Søren Randa-Boldt, assistenttræner Kim Daugaard, målmandstræner Claes De Flon og fysisk træner Pelin Bal

Læs mere om Formthotics påSkaerbaekcentretSportConcept InternationalWinther Sport og Fritid.dbuteamsports.comSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDBoldtour og EventVerona CupBusture og sportsrejser i Danmark & resten af Europa