I de sidste dage af juli afholdt den tyske trænerforening sin årlige Internationale Træner-Kongres i år i Kassel med deltagelse af over 1000 tyske trænere samt ca. 30 inviterede fra andre lande.

Den tyske nedtur ved EM i Rusland sidste sommer samt generelt dårlige resultater af U-holdene bortset fra U-21 havde sat sit tydelige præg på stemningen. De foregående mange år er deltagerne kommet for at høre om, hvordan Tyskland er blevet Europas førende land. Succes har det med, at man skuer bagud og glæder sig over det, man har gjort. Andre lande suger så de tyske erfaringer til sig og bruger dem som et element i at skabe deres udvikling. Og pludselig er de blevet de førende. Kunsten er så at undgå at blive selvtilfreds, men hele tiden at indhente erfaringer og bygge videre.

Træneren som coach

Tyskland mangler blandt spillerne individualister, hurtighed, afleveringskvalitet og dynamik som de vigtigste elementer, påpeger man, men på kongressen i år havde man valgt at sætte mere fokus på trænerens ageren under overskriften ”Der Trainer als Coach”. Altså hvordan agerer træneren i træning og under kamp, og hvilken effekt har hans ageren. Et tema mange nogle gange har lidt berøringsangst over for, da det er trænerens personlighed, som ligger uden for hans rolle som træner.

Den engagerede træner

Herhjemme kender vi fra superligaen træneren, der farer fem og tilbage i sit felt – og også nogle gange uden for sit felt – kommenterer og skælder ud på dommerne, modstandertræneren og -spillerne og driver sine spillere frem til højt pres eller tilbage til eget straffesparksfelt. Eller man sender signaler til tilskuerne om at lægge pres på dommer og modstandere eller bakke op omkring holdet. Ledelsen vil nok sige, at det er dejligt med en engageret træner, der skaber liv og stemning. Men har det nogen effekt på holdets præstation?

Den tænkende træner

Man ser også træneren, der næsten hele kampen holder sig til sin stol, intet kommenterer men iagttager og tager notater. Bruger måske en afbrydelse i spillet til kontakt til en eller flere spillere. For tv er han en dårlig træner, da han ikke lever med i showet, men er han også en dårlig træner og coach for holdet?

På tv ser man jo ikke, hvordan træneren har forberedt holdet i ugens løb. Ej hellere hvordan han i pausen justerer ud fra 1. halvleg som forberedelse til 2. halvleg.

Hvis en træner har evnet optimal forberedelse før kampen, formår at justere i pausen og der er forståelse mellem træner og spillere, er der vel ikke brugt for kommunikation under kampen!!

Forventninger til hinanden

Træneren kommer ud for at skulle have mange roller over for spillerne: Diktator, pædagog, den visionære (den der tænker store planer), trænerkollegaen, fader, ven, fodboldekspert, psykolog m.m.

Når man træner skabelonøvelser, fungerer han som diktator, og når der skal tages beslutninger skulle han gerne betragtes som fodboldekspert. Når flere mennesker skal fungere som et hold, skal man have nogen pædagogisk sans.

Spillerne har oftest krav til træneren om tillid, klar plan, frihed og hjælp til at udvikle sig.

Fra vi synes og tror til vi ved

Lige såvel som ikke alle tømrere er lige gode til deres job, er trænere det heller ikke, men en forbedring i fodbold kunne være ikke ud fra følelser og hvad man synes men ud fra forskning og evidens at vurdere forskellige træneradfærds påvirkning af fodboldspillet og fodboldudviklingen. På kongressen i Tyskland deltager der altid både forskere fra universiteterne og trænere fra klubber og forbundet, hvilket giver en bedre dybde i kursets indhold, da forskning og praksis forenes. Forskningen bruges som et redskab for bedre træning på banen, så ”det plejer vi” og ”det synes jeg” bliver erstattet af faktuel viden.

Det er et sådan center, man forhåbentlig vil kunne få opbygget ved Odense Universitet.

Fra tryghed til udfordringer

Man ser på både højt og lidt lavere niveau, at når en træner får ansættelse i en klub, at han tager hele trænergruppen med sig (assistenttræner og målmandstræner). Det tyder da mere på, at man vil gøre det, man altid har gjort og dermed vil bevare sine roller, end man vil videreudvikle og dermed forandre sig.

Ved U-landsholdene i Tyskland påtænker man til hver årgang at have et team bestående af en erfaren træner, en innovativ træner og en træner, som er specialist på årgangen. Med tre trænere med hver sin indgangsvinkel håber man at få bedre dækning af trænerrollerne og dermed mere kvalitet på udviklingen.

I Tyskland ved man også, at man ikke selv kan tænke sig til fremtiden, men må søge inspiration udefra, og her nævnes Belgien, Spanien og Frankrig som lande, der ser ud til at præge de kommende år.