Assistenttræner under tre trænere fra 1. division til toppen af superligaen

af | 6 december 2022 | Artikler

Det er en imponerende rejse Viborg F.F.´s assistenttræner Nickolai Lund har været på siden han i 2019 debuterede som assistenttræner i 1. division i Viborg. Året før, da han var cheftræner for klubbens U15-hold, var han samtidig analytiker for Viborgs hold i 1. division, så det var ikke uden kendskab, han blev en del af teamet omkring holdet. Oprindelig var han tiltænkt rollen som 2. assistent, men problemer med at finde en kvalificeret 1. assistent gjorde, at Nickolaj avancerede til denne rolle samtidig med, at han har været transitionstræner dvs. bindeled mellem Akademispillerne og 1. holdstruppen, hvor arbejdet blandt andet består i at udfærdige udviklingsplaner og have samtaler med de unge spillere, så overgangen til senior bliver forberedt.

Det første år, hvor Jacob Neestrup var cheftræner, var det år, hvor superligaen blev formindsket fra 14 hold til de nuværende 12 hold, og den andenplads, som Viborg sluttede på i 1. division, gav netop ikke oprykning. Året efter lykkedes oprykningen og Neestrup skiftede til FCK. Lars Friis kom til, men flyttede senere til AaB, mens Jacob Friis nu er cheftræner. Et trænerskifte, som man kunne forvente ville give lidt uro, men ifølge Nickolai har ledelsen sat retningen og defineret spillestilen, så de to nuværende assistenttrænere Nickolai og Jacob Poulsen og cheftrænerne har taget en snak om den nye træners ideer og visioner og integreret dem i det igangværende arbejde. Når ledelsen har lagt den retning, som man ønsker at følge, vil det nok også være langt lettere at få samarbejdet til at fungere. Mere problematisk vil det være, hvis ledelsen er svag og vil have en udefrakommende træner til at definere en ny kurs.

Viborg F.F.´s assistenttræner Nickolai Lund
Viborg F.F.´s assistenttræner Nickolai Lund

Fra U15-træner til P-licens

Samtidig med sit trænerarbejde er Nickolai ved at tage sin Pro-licens, som tager halvandet år. Her oplever han, at man bliver coachet noget mere end under A-licensen, som han tog hurtigt i sin trænerkarriere, og at der er tid til at arbejde mere i dybden. I sin Pro-licensopgave, som han skal forsvare til sin eksamen, har han arbejdet med brugen af data i træningsarbejdet. Et emne, som kan dele nogle trænere i to grupper: De gamle, som ikke kan se værdien, og de unge, som gerne vil integrere denne faglige viden i trænerarbejdet.

Nickolai begyndte sin trænerkarriere i 2010 som 21-årig i F.C. Silkeborg for U15 samtidig med, at han nedtrappede sin egen spillerkarriere. Efter et par år der kom han for første gang til Viborg, hvor han blev træner for 1. kvinder i Team Viborg, som han fik tilbage til 3F-ligaen. Herefter trak Randers F.C., idet han blev ansat som assistenttræner for Rasmus Bertelsen, som var cheftræner for U19. Dette ophold varede ét år, hvorefter Nickolai var i Silkeborg, indtil han kom til Viborg F.F. Så som ungdomstræner har han erfaring med et sammenhængende forløb fra U15 til og med U17 samt U19. Det kan kun være en nyttig erfaring i sit nuværende arbejde som transitionstræner.

Udviklingstrænere værdsættes ikke nok

Når han skal sammenligne det at være U-træner med at være seniortræner, mener han, at trænerne for U-holdene ikke bliver værdsat nok for deres arbejdsindsats. Specielt som U19-træner yder man en stor og tidskrævende indsats for at udvikle en klubs spillere, men får ofte ikke en løn, som svarer til indsatsen. Også generelt bedre arbejdsvilkår ville gøre det mere attraktivt at være talentudvikler. Måske derfor betragter mange af disse trænere deres nuværende trænerjob, som et skridt på vejen mod noget bedre. U17 er bedre end U15 og senior er bedre end U19.

Personligt mener Nickolai, at det gælder om at have ambitioner med det arbejde, som man har lige nu. Han kunne godt se sig selv fortsætte som en del af teamet om træningen på banen. En træning, som med de mange udenlandske spillere, må foregå på engelsk. Men han kunne også se muligheder i at have en specialfunktion som data assistent for at arbejde videre med sin pro-opgave, der handler om, hvordan man som cheftræner bruger data på bedste vis i sit lederskab. Så ambitionen er at blive cheftræner eller assistenttræner med specialisering inden for fx standardsituationer. 

Stemningen i top i Viborg
Stemningen i top i Viborg

Viborg F.F. på vej mod nye tider

En interessant mulighed er også, at der sker en udvikling i Viborg F.F. mod en ny verden. Klubben har det 3. mindste budget i superligaen og har formået at hente spillere, som ser ud til at trives i klubben, fordi man ved at trivsel og godt miljø er en forudsætning for præstationer. Spillere og trænere i en topklub i superligaen er eftertragtede. De tre seneste salg har man klaret fint. Christian Sørensens venstre fod med de præcise afleveringer og skud kunne ikke erstattes, sagde mange. Men klubben har bare fundet nye løsninger. Klubben har formået at finde spillere, som den har kunnet bringe videre til et niveau, så de er attraktive for andre klubber og også attraktive for Viborg F.F. som salgsobjekter. Ifølge Nickolai er det meget bevidst, at klubben ønsker at skabe et godt miljø, da det er forudsætningen for gode præstationer. Man vil bygge videre på det gode og det er holdet, som er stjernen. Med lokale investorer har man også i ledelsen opbakning til det nuværende arbejde.

Men fra tidligere at skulle købe nogle spillere – helst billigt – skal man nu til at forholde sig til henvendelser fra store klubber om køb af spillere for beløb på et andet niveau end tidligere. En spændende fremtid også for en assistent.

 

dbuBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSportConcept InternationalLæs mere om Formthotics påSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDSkaerbaekcentretVerona CupBoldtour og EventWinther Sport og Fritid.teamsports.com