Vil man have succes i Kvindeligaen, kræves der mange penge

af | 27 juni 2024 | Artikler

Hvis man har ambitioner om at komme med til EM i fodbold for herrer, skal man øjensynligt spille i udlandet. Ingen i truppen spiller i den danske Liga. Kun for et par andre af de 24 lande gælder det, at man skal spille uden for landets grænser for at være blandt de bedste i landet. Det samme er ved at gælde for kvinderne, idet faciliteterne og lønningerne overstiger langt, hvad man kan tilbyde i Danmark. Man kan måske påstå, at ligestilling mellem mænds og kvinders muligheder for at udleve deres fodbolddrømme halter noget efter i mange klubber i Danmark.

Et skridt på vejen mod ligestilling var kravet fra UEFA om, at ønsker en klub at deltage i de europæiske turneringer, skal skal man investere i kvindefodbold. En cheftræner, en assistent, en målmandstræner, en holdleder og en fysioterapeut rækker ikke langt.

Stefan Vendelbo Madsen er ny cheftræner i F.C. Thy Thisted Q

En, som står midt i denne udvikling, er Stefan Vendelbo Madsen, som i 2020 kom til F.C. Thy Thisted Q som assistenttræner og, som nu er blevet cheftræner for kvinderne. Holdet nåede ikke blandt de seks, som her i foråret spillede om medaljerne, og i kvalifikationsspillet til Ligaen nåede de ikke de to oprykkerpladser.

Stefan har tidligere været ungdomstræner i Vinderup i 5 år for derefter at blive først 1 år U17 pige- træner i Mejrup efterfulgt af 3 år som cheftræner for kvinderne, inden han kom til Thy Thisteds kvinder som assistenttræner. Han har bestået A-licensen-eksamen januar 2023 og har derefter også erhvervet sig UEFA Elite Youth eksamen på et hold sammen med kun 11 andre. Denne eksamen passer fint til at være kvindetræner, fordi de kvindelige fodboldspilleres gennemsnitsalder ligger langt under herrernes, idet 19 – 21 år udgør den typiske alder for de fleste kvinder, som Stefan træner. Han oplever, at mange piger bruger tiden, mens de læser på gymnasiet og et par sabbatår efter studentereksamen hjemme i Thisted, inden de vælger videre uddannelse, og her giver Nordvestjylland jo ikke overvældende mange muligheder, så de fleste søger mod Aarhus og Aalborg.

En klub, som har præsteret langt over, hvad logikken siger

Siden Thy Thisted kom op i Kvindeligaen har de været eneste tilbud til ambitiøse kvindelige fodboldspillere i rigtig mange kilometers afstand. Fra syd kom der typisk 4 – 5 spillere fra Vildbjerg, der i lang tid har haft tradition for at udvikle gode spillere, som fortsatte deres seniorkarriere i andre klubber. Men nu har klubben indgået samarbejde med Midtjylland, som let kan give nogle økonomiske vilkår, som holder spillerne i Vildbjerg. Fra Aalborg kom der to biler med spillere, som ikke så muligheder i byen. AaB ser ud til at have planer om at bygge en ny kvindeafdeling op fra bunden og derefter give spillerne gode muligheder for at spille der. AaB kom heller ikke retur til Ligaen efter at være endt på en tredjeplads.

Man må også lige tænke på, at ud over at træne 4 dage om ugen – onsdag er fridag – og kamp i weekenden med meget lange rejser for Thy Thisted til Sjælland samt lang transport hjemmefra til træning og med et beløb udbetalt pr måned, som man let ville have kunnet tjene i et fritidsjob, investerer pigerne enorm megen tid, afsavn og energi i deres sport.

Thy Thisted har også haft deres store øjeblikke, hvor den lille by langt mod nordvest har følt den store succes, idet holdet 3 gange har været i pokalfinalen og den ene gang blev det til sejr over Brøndby i finalen. Men der var så også et år, hvor man mødte Nordsjælland 6 gange, fortæller Stefan.

Stefan Vendelbo Madsen er ny cheftræner i F.C. Thy Thisted Q
Stefan Vendelbo Madsen er ny cheftræner i F.C. Thy Thisted Q

Nogle kvindehold får kæmpe hjælp af superligaklubber

Kigger man på slutstillingen i Kvindeligaen for i år, er de tre medaljetagere fra Københavnsområdet: HB Køge, Brøndby og Nordsjælland, mens de tre øvrige er Kolding, Fortuna Hjørring og AGF. Kvinderne i Brøndby er kommet under proff.-afdelingen, Nordsjælland følger herrernes planer: Udvikler spillerne og giver dem muligheden for at udleve deres drømme styret af et par erfarne spillere på banen. Spændende om HB Køge kan holde sig i toppen med det gode setup.

Dana Cup har været Fortunas pengekasse i mange år og skabt ideelle muligheder. Tidligere tog spillere fra København, fortæller Stefan, til Hjørring for at spille på højeste niveau, og AGF har netop tegnet fuldtidskontrakt med Michael Schønberg, så han ser bevægelser i klubbernes op- og nedtrapning. OB Q har netop ret suverænt spillet sig sammen med B93 op i Ligaen med en trup bestående af 7 amerikanere, hvilket kunne tyde på et godt scout – arbejde, men hvad er planerne i fremtiden? Men et fint tidspunkt at rykke op på, for så er OB jo stadig et Liga-hold, når nu herrerne ikke kunne klare det.

Penge er forudsætningen for et elitemiljø for kvinderne

Det alt afgørende for bedre kvindefodbold er penge, siger Stefan. På en tur til England på sit trænerkursus så han i klubber nogle faciliteter til kvinderne, som ligger langt over, hvad man kan tilbyde herhjemme. Nogle steder her i landet vil man nok i fremtiden kunne tilbyde træningsfaciliteter, fysioterapi, penge, fritid, bolig og andre goder, som kan få spillerne til at forlænge deres karriere samtidig med, at de kan forberede sig på livet efter fodboldkarrieren.

Hvad sker der med kvinderne i Thy Thisted? Man har et godt samarbejde klubberne imellem i Thy, for samarbejde er en forudsætning for, at der kan spilles fodbold. Kvinderne nyder samme goder som mændene, så man føler sig velkommen. Måske skal man opdyrke talenterne i området endnu bedre og håbe mindre på spillere, som kommer langvejs fra. Herrerne reddede lige livet i den 3. bedste rækker, men kvinderne ligger i den næstbedste række som klubbens højst rangerende hold.

SkaerbaekcentretdbuSportConcept InternationalBoldtour og EventSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDteamsports.comBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaLæs mere om Formthotics påVerona CupWinther Sport og Fritid.