Rudkøbing Boldklub vil holde fanen højt

af | 31 august 2020 | Artikler

Fodbolden på Nord- og Sydlangeland er sendt til tælling. På den sydfynske ø er der i dag kun én klub med seniorfodbold tilbage, nemlig Rudkøbing Boldklub. Dansk Træner Unions udsendte skribent tog turen tilbage til sin barndom- og ungdomsklub og fik en snak med formand Finn Pedersen og den forhenværende cheftræner Kurt Hansen om udviklingen og fremtiden for fodbolden i Rudkøbing Boldklub og for Langeland i det hele taget.

– Et lokalopgør på Langeland. Nej, det kommer ikke til at ske. Den tid er desværre forbi, fastslår Rudkøbing Boldklubs formand Finn Pedersen. Kun minderne om de drabelige lokalopgør mellem f.eks. Rudkøbing og Lindelse i 90’erne står tilbage hos de ældre medlemmer i dag.

Den største by på Langeland, Rudkøbing, er den eneste tilbageværende fodboldklub, som kan stille med seniorhold. For år tilbage var der også seniorfodbold i Bagenkop IF, Humble Boldklub, Lindelse IF, Longelse Sportsforening, Tranekær-Tullebølle IF og Nordlangeland IF i Snøde. Alle klubber har – bortset fra lidt ungdomsfodbold og et par lukkede motionshold – trukket stikket. Et forsøg med et samarbejde på Sydlangeland, BK Syd, er ligeledes fortid. Rudkøbing Boldklub er nu flagskibet på Langeland med et førstehold i Serie 1 og et andethold i Serie 3.

"Rudkøbing Lokalopgør": Et fyldt Rudkøbing Stadion til lokalopgør mellem Rudkøbing Boldklub og BK Sydlangeland i 2014. Men de tider er forbi på Langeland, idet Rudkøbing Boldklub er den eneste tilbageværende seniorklub på øen. (Foto: Kim Røpke)
“Rudkøbing Lokalopgør”: Et fyldt Rudkøbing Stadion til lokalopgør mellem Rudkøbing Boldklub og BK Sydlangeland i 2014. Men de tider er forbi på Langeland, idet Rudkøbing Boldklub er den eneste tilbageværende seniorklub på øen. (Foto: Kim Røpke)

– Og lige præcis derfor er det så afgørende, at vi som ø står sammen nu og bakker op om øens fodboldklub i Rudkøbing, fastslår formand Finn Pedersen og tidligere cheftræner Kurt Hansen i fællesskab.

Kurt Hansen uddyber:

– Jeg og klubben har brugt megen krudt på at få unge fra hele Langeland til bakke op og spille for Rudkøbing Boldklub. Det har desværre været op ad bakke. Jeg mærker stadig til en stærk og stædig lokalfølelse og oplever, at der render unge spillere rundt mellem 22 og 30 år, som har valgt slet ikke at spille fodbold, fordi de ikke vil trække i Rudkøbing Boldklubs farver. Andre har valgt at spille fodbold i klubber udenfor øen. Jeg finder begge dele forkert, siger Kurt Hansen og fortsætter:

– Hele Langeland skal stå sammen, for at fodbolden kan overleve. Jeg synes, at alle der har interesse og passion for fodbold, er nødt til at byde ind. Rudkøbing Boldklub kan måske godt klare sig i fremtiden med de ungdomsspillere, der er på vej. Men jeg tror først på, at når alle på Langeland viser og finder ud af at samarbejde er vejen frem, så har vi et bæredygtigt fundament og projekt.

Ungdommen banker på døren i Rudkøbing Boldklub. Efter at alle øens skoleelever er blevet samlet et sted på Ørstedskolen i Rudkøbing, har fodboldklubben mærket en stigende tilslutning af yngre spillere. (Foto: Privat)
Ungdommen banker på døren i Rudkøbing Boldklub. Efter at alle øens skoleelever er blevet samlet et sted på Ørstedskolen i Rudkøbing, har fodboldklubben mærket en stigende tilslutning af yngre spillere. (Foto: Privat)

Både Kurt Hansen og Finn Pedersen frygter i deres stille sind, at hvis man ikke gør noget aktivt fra nord til syd, så vil fodbolden med tiden stille og roligt lukke ned, som det allerede er sket i flere af de tidligere så aktive klubber på øen.

– Nu er vi her, tingene er som de er på Langeland, sket er sket. Det er nu, at vi skal gøre noget, for at det ikke smuldrer endnu mere. Vi skal gøre alt for at få de unge mennesker til at komme og spille fodbold, fastholder Finn Pedersen.

Begge er enige om, at Rudkøbing selvfølgelig skal være samlings- og omdrejningspunkt. Men at man sagtens kan forestille sig, at nogle seniorkampe godt kan blive lagt ud til andre af øens fine stadions, så alt ikke foregår på Rudkøbing Stadion, og hele øen får glæde af øens fælles fodboldklub.

Men hvorfor er det gået sådan for fodbolden på Langeland?

– Der er nok flere grunde, påpeger Finn Pedersen. Først og fremmest er der sket det, at vi har mistet hele årgange. Unge mennesker er draget videre til større byer, job og uddannelser. Øens klubber har virkeligt lidt under, at der ikke var ret mange fastboende spillere over 20 år. I det hele taget oplever Langeland en befolkningsnedgang. I de glade fodbold år med adskillige seniorklubber i starten af 90’erne var her over 17.000 faste øboere. I dag tæller øen blot cirka 12.000 indbyggere. Og fordi en hel årgang forsvandt og bredden manglede, har mange seniorhold måtte dreje nøglen om. På førsteholdet i Rudkøbing er de fleste spillere i dag således under 20 år. Mange over de 23 år er rejst væk fra øen for at få job, uddannelse, karriere, børn og familie.

Finn Pedersen forklarer videre, hvor sårbar en klub som Rudkøbing Boldklub i virkeligheden er:

– For nogle år siden forlod fem spillere vores klub og drog ned til BK Syd på Sydlangeland. Bare det, at vi mistede de fem stamspillere, betød, at vi måtte trække holdet og starte forfra i Serie 3. Samme historie skete så for BK Syd for to år siden. Der var fire mand, som forsvandt. Resultatet var, at klubben lukkede, og Rudkøbing Boldklub er den sidste seniorklub på øen. De tilbageværende spillere i BK Syd valgte at fortsætte karrieren i Tåsinge Forenede Boldklubber, i stedet for i Rudkøbing. Så sårbar er fodbolden på Langeland, og derfor skal vi passe på og tænke på fremtiden.

Det er den samme kedelige historie for Rudkøbing Boldklubs kvinder. De havde et hold i Fynsserien, men da tre spillere flyttede fra øen, måtte holdet lukke.

Så samarbejde er vejen frem?

– Ja, samarbejde er vejen frem, lyder det enigt i fælles kor fra Finn Pedersen og Kurt Hansen. Kurt Hansen griber bolden:

– Vi bliver nødt til at spørge os selv: Hvad kan vi gøre for de unge mennesker, så de vil spille fodbold og tage derhen, hvor fodbolden er, nemlig i Rudkøbing Boldklub. Som jeg ser det, er der ingen på Langeland, der taber ved et samarbejde og ved at samle fodbolden med base i Rudkøbing. Tværtimod er der mange unge, der får lov at spille fodbold i en klub for hele Langeland. Om vi så kalder det Langeland United eller FC Langeland er underordnet i første omgang. Jeg er sikker på, at et øget samarbejde samtidig vil føde en synergieffekt, som vil sprede sig som en entusiasme og dermed vil medvirke til at få flere ildsjæle til at tage ansvar og give en hånd med i klubben. Jeg synes, det ligger lige til højrebenet og sender bolden ud til langelænderne.

– Det kræver blot, at langelænderne lader være med at kigge på egen historik og klubfølelse, men i stedet kommer ud over de gamle vaner og tænker: Hvad er godt for mit barn og mit barnebarn, som skal gå til fodbold? Er det ikke at lade ham eller hende spille fodbold i øens førende lokale klub og så lige køre de 10-20 kilometer ekstra til og fra Rudkøbing. Det synes jeg, lyder det fra Kurt Hansen.

Finn Pedersen nikker og fortæller, at børn intet får ud af spille fodbold i en lille lokal klub på Nord- eller Sydlangeland, hvis det kun fungerer, når måske hele fire årgange er slået sammen, og at han derfor flere gange talt varmt for et bredt samarbejde på tværs og i alle årgange. Men desværre er alle hidtidige initiativer løbet ud i sandet. Han nævner blandt andet, at der tidligere har været et samarbejde på ungdomsfronten med fodboldklubberne i Longelse, Tullebølle og Humble.

-Det er således, at Langelands Kommune har udstukket en visionsplan og samlet alle øens skolebørn fra 6. klasse på Ørstedskolen i Rudkøbing. Det sker også for at styrke sporten generelt for hele Langeland. Så jeg vil alt andet lige mene, at det bliver nemmere at få de nye ungdomsårgange til at gå til fodbold i Rudkøbing, når klassekammeraterne kan gå sammen, og de ikke er styret af lokale klubfølelser i syd og nord. Så er det kun forældrene, der skal stoppe med at pådutte deres børn, at de ikke må spille i Rudkøbing, fordi det var ”fjenden” og rivalen i gamle dage. De tider er forbi.

Finn Pedersen og Kurt Hansen nævner optimistisk i samme forbindelse, at der på Oldboys fronten er et samarbejde i gang. Det er et samlingshold fra Humble og Rudkøbing, der kridter skoene.

– Ja, det er meget glædeligt at de 30 til 60-årige vil arbejde sammen på øen og danne flere fælles Oldboys hold. Må det initiativ kanaliserer sig videre til de unge, så vi kan få et bredere samarbejde og en lysere fremtid, lyder det håbefuldt fra begge.

Hvad er Rudkøbing for en klub i dag, og hvad er ambitionerne?

– Jeg synes, klubben ligner sig selv, vurderer Finn Pedersen. Forstået på den måde, at sammenholdet og opbakningen stadig er høj. Vi kan bryste os med at have en 10-14 spillere på hver af de yngste årgange, så vi kan stille hold i de fleste rækker – nogle gange ved at slå to årgange sammen. Men vi er også udfordret på vigtige områder. Vi savner i høj grad frivillige hjælpere og ildsjæle, som kan hjælpe til med træning og til udvalgsposter. Det er alt for meget Tordenskjolds soldater som trækker læsset. Det er mit ønske og håb, at vi kan få flere frivillige til klubben, at vi kan samle og tiltrække øens spillere og sidst men ikke mindst, at vi kan holde vores plads i Serie 1 for førsteholdet.

Deri kan Kurt Hansen kun give Finn Pedersen ret og fortsætter:

– Jeg efterlader et meget talentfuldt førstehold, men det væsentligste er ikke, om det hedder Serie 1 eller Serie 2, føler jeg. Det er langt vigtigere, at der er liv og sociale arrangementer i klubben, som kan skabe en fælles begejstring og klubånd, som vil få flere ildsjæle til at gå forrest på og udenfor banen. Det er mit håb, at de unge spillere bliver i Rudkøbing Boldklub, og at de vil være med til at forme klubben og får held til at samle øen fra de helt yngste årgange op til senior på herre- og damesiden, så man på den måde kan stille hold i alle årgange. Det bør man kunne rumme på en ø af Langelands størrelse. Min bøn til langelænderne er kort og kort: Lad være med at kigge på egen historik, men se på fremtiden, og hvad der er bedst for fodbolden på Langeland.

Tidligere cheftræner Kurt Hansen (tv) og formand Finn Pedersen på det lille hyggelige Rudkøbing Stadion. Rudkøbing Boldklub spiller i Serie 1. (Foto: Privat)
Tidligere cheftræner Kurt Hansen (tv) og formand Finn Pedersen på det lille hyggelige Rudkøbing Stadion. Rudkøbing Boldklub spiller i Serie 1. (Foto: Privat)

Finn Pedersen, 68 år, er tidligere mangeårig ungdomstræner i Boldklubben Marienlyst ved Odense. Han flyttede til Langeland for godt 11 år siden og gik ind i bestyrelsesarbejdet for Rudkøbing Boldklub. Han har været formand siden sommeren 2019.

Kurt Hansen, 54 år, har som aktiv spiller optrådt for SfB i 2. division. Dertil har han været spillende træner for Tved Boldklub, Thurø Boldklub og Rudkøbing Boldklub. Kurt Hansen stod nemlig også i spidsen for Rudkøbing Boldklub i 1999 og 2000. Hans anden periode og kontrakt i den langelandske fodboldklub udløb i juli 2020. Ny cheftræner for Rudkøbing Boldklub er nu Søren Laulund, som får hjælp af assistenttræner Michael Lundberg.

Læs mere om Formthotics påSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDBoldtour og EventSportConcept Internationaldbuteamsports.comBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaVerona CupSkaerbaekcentretWinther Sport og Fritid.