AB’s nye cheftræner, Patrick Birch Braune, er overbevist om, at traditionsklubben i Gladsaxe går mod lysere tider og har allerede i de første måneder oplevet flere minderige øjeblikke, der viser at spillerne går ind til opgaven i 2. division med liv og sjæl. Dansk Træner Union mødte den 31-årige cheftræner med A-licens, hvis hjerte lige fra barnsben har banket for AB.
Hvorfor blev det fodbold?
– Jeg har været AB’er siden jeg var fem år. Dengang boede jeg lige overfor anlægget, og mine forældre tog mig til fodbold. Et af mine gode minder var som 6-7 årig, hvor min onkel kiggede på og lovede en is for hvert mål, jeg scorede. Jeg lavede så otte mål i kampen og måtte bagefter spise alle otte is, griner Patrick Birch Braune. Der er mange gode historier og minder i AB, men mit talent rakte ikke til mere end ungdomsfodbold og lidt seniorfodbold for AB’s andethold og i naboklubben Gladsaxe/Hero. Og da jeg fik en alvorlig knæskade, besluttede jeg for alvor at lægge min energi udenfor banen.
Hvordan blev du træner?
– Det var ikke en givet vej for mig at blive fodboldtræner. Det startede lidt for sjov med, at jeg trænede U-6 holdet sammen med gymnasiekammerat. Og i dag er det fedt at se, at flere af de drenge, jeg stod med, nu i dag spiller fodbold på topplan, blandt andet Jacob Steen Christensen for FC Nordsjælland, fortæller Patrick Birch Braune og fortsætter. Senere blev jeg assistenttræner for U-14 holdet, som førte til at jeg kort efter overtog det fuldt ud som cheftræner. Derfra gik det slag i slag, og jeg har stort set haft ansvaret for alle årgange op igennem AB’s ungdomsrækker. Da jeg stod færdig med en civil uddannelse og overvejede et civil job, valgte jeg med hjertet og tog imod et tilbud fra AB og Sports College Gladsaxe om at fortsætte trænervejen, hvilket førte til en post som cheftræner for U-19 holdet, en post som talentchef og nu rollen som cheftræner for 1. senior i 2. division. Så man kan godt sige, at jeg har gjort noget af en kometkarriere.
Hvad er vigtigt for dig som ungdomstræner?
– At den indre motivation driver mig hver gang til en yde en 100 procent ærlig og engageret indsats, og jeg synes det er sjovt. Når jeg har med unge fodboldspillere at gøre, er det vigtigt, at jeg står fast, har de værktøjer og kan tilbyde spillerne de fodboldkvaliteter, de mangler eller skal lære. Der skal være en faglighed og kvalitet i træningen. Men læringsprocessen er i lige så høj grad et socialt og menneskeligt arbejde, hvor du skaber relationer og fortrolighed til spillerne. Det handler om, at give hver spiller en rolle, og hver spiller finder sin plads på holdet. Det vigtigste for mig udover min faglighed og viden om, hvordan jeg vil spille fodbold, er, at når vi sidder i samme båd, at vi alle ror i samme retning. Jeg har ikke oplevet, at jeg skal være hårdere på seniorplan, end jeg skal være over for ungdomsspillere. Tværtimod. Jeg oplever, at får jeg åbnet op for spillerne i respekt, så er der et menneske bagved, som jeg kan få til at arbejde, som jeg gerne vil. Relationerne er afgørende, forklarer Patrick Birch Braune.
Hvilke udfordringer møder du ved at gå fra U-19 op som cheftræner i 2. division?
– Ikke noget, som jeg ikke kan klare. Der har været nogen tilpasninger, som jeg skal lære. For der er selvfølgelig en økonomisk side af sagen, hvad klubben forventer omkring seniorholdet, og hvad man kan stille af krav, når man spiller i 2. division, men jeg synes, der er en rød tråd og en professionalisme i alt, hvad vi foretager os i samarbejdet mellem U-19 holdet og seniorerne. De hænger uløselig sammen. Vores seniorhold kan ikke fungere uden ungdom, og de spiller fodbold på samme måde, griber nogenlunde træninger an på samme måde og træner ofte sammen. Sagen er jo, at hvis vi sælger en seniorspiller, så skal vi ikke ud og hente en ny. Nej, vi vi skal lave ham selv. Det er den måde, AB skal videre på som klub.
Hvad var det for en trup du overtog i sommer?
– Det var en helt ny, ung og urutineret trup på 27 mand, hvoraf ni ud af start-11’eren fra forrige sæson var rejst. Flere fulgte med den tidligere cheftræner Michael Madsen til Brønshøj. Jeg stod med reserverne og en masse spillere fra U-19 holdet, der lige havde vundet divisionen. Men jeg måtte sige farvel til flere af dem og endte på en trup, der i dag tæller 19 spillere, hvoraf Nicklas Rohde og Seejou King er de ældste på 27 år. Resten er reserver fra sidste års hold og unge spillere. Men det er målrettede, sultne og dedikerede spillere, der kender deres rolle og plads på holdet og spiller efter det formål, jeg sætter. Og ikke mindst er det spillere, som har fået deres opvækst og brænder for AB. Vi har i dag flere spillere, som tidligere har optrådt som bolddrenge. Samtidig kan jeg nævne Daniel Wambach, der som dreng løb på banen som klubbens maskot. Han er også førsteholdsspiller i dag. Det er helt unikt, at spillerne er lokale og bor i Gladsaxe Kommune, synes jeg.
Hvordan ser du dig selv som træner? Du bliver jo i klubben kaldt for Diego Simeone, som går for at være en hård træner? – Hvis det er påkrævet, at jeg skal være hård, så skal jeg nok også være det. Men jeg tror og håber ikke, at det altid er nødvendigt. Langt hen af vejen, så handler det om, at jeg har nogle relationer til spillerne i forvejen, så når jeg hæver stemmen, så ved spillerne godt, at de har trådt over en grænse. Fordi det er kontrasten mellem den normale person og den person, jeg er, når jeg træder igennem, som giver en effekt. Ikke at jeg står og råber og skriger hele tiden, lyder det fra Patrick Birch Braune. Og ja, det er rigtigt, jeg er stor fan af Atletico Madrid og af Diego Simeone, som er en inspirerende træner. Han griber det an på forskellige måder og er gået bort fra decideret possession fodbold. Netop adspredelse i fodbold, at der er flere forskellige måder at gribe det an på, tiltaler mig. Ikke sagt at det er den måde, vi skal ud og praktisere, men det bare smukt at se den passion, som Atletico Madrid spiller på. Ligesom det er smukt at se Barcelonas kreative offensive spil eller Liverpools ”overfaldsfodbold”. Det, at der er kommet flere stilarter i fodbold, modsat hvis man kigger bare fem år tilbage, hvor alt handlede om, at man ikke kunne vinde, hvis man ikke havde mest boldpossession, det synes jeg er fedt, inspirerende og mere underholdende.
Hvad er det for et udtryk, du gerne vil vise på banen?
Vi har defineret en filosofi, der er lig med AB’s identitet, hvor vi gerne vil lave kreative og intelligente fodboldspillere. Vi har derfor en spillestil, som er baseret på, at vi skal tage nogle valg, spille med mod, turde have bolden og spille med et formål, hvor vi spørger; hvad vil spilleren med den bold, hvad har han tænkt? Hvis spilleren har tænkt noget, så anerkender jeg det. Hvis ikke, så må jeg gå ind, og sætte nogle krav. Vi vil gerne være effektive og bevidste om, hvad vi gør på banen. Det viser sig ved, om vi skal spille med højt pres, hvis vi føler, at det gør mest ondt på modstanderen, eller om vi kan lade os falde tilbage, hvis det åbner mest op for vores muligheder. Så hvis f.eks modstanderen står kompakt, skal vi kunne tage nogle beslutninger ud fra dette og komme med nogle løsninger. Det arbejder jeg med.
Hvad er du lykkedes med og ikke lykkedes med?
– Frem til kampen mod Vejgaard så vi rigtige gode ud på bolden. Så havde vi nogle mindre gode resultater mod Ringkøbing og VSK Aarhus, hvor vi skulle dominere bolden mod lavtstående hold. Det løste vi ikke så godt, fordi vi var for fokuseret på presspil, samtidig med at vi faldt tilbage i nogle gamle vaner med formålsløse pasninger og boldflytteri. Til gengæld er vi lykkedes flot mod nogen af de stærkere klubber, og ikke mindst i pokalturneringen har vi fulgt vores plan og har fået den defensive struktur til at fungere og fået skabt vores chancer. Der er knald på, vi investerer offensivt i omstillingerne, har fundet en identitet omkring truppen og er samtidig et af de mest scorende hold i 2. division. Og jeg tror faktisk ikke, at der er andre klubber i dette efterår, der har oplevet flere mindeværdige kampe og mål på hjemmebane, end vi har gjort. Vi har slået Helsingør og Viborg ud i pokalturneringen. Seejou King sparker fantastisk to bolde op i målhjørnet mod Helsingør, og mod VSK Aarhus løber vores målmand Oliver Børner Thorup med frem og sparker bolden enestående i mål direkte på frispark. Jeg synes godt, jeg kan mærke, at magien er på vej tilbage på Gladsaxe Stadion. Det er blevet sjovt at være en del af, og det er dét, der driver spillerne.
Hvordan ser fremtiden ud for AB?
– Jeg tror, det bliver et langt sejt træk. Andet er ikke realistisk. AB skal udvikle sig på og udenfor banen. Jeg føler lidt, at klubben har siddet fast i 90’erne og successen dengang næsten har været en hæmsko. Jeg tror ikke på, at man kan genskabe noget lignende, men tror mere på, at vi skal lave noget nyt og få et nyt projekt i gang. Vi har sat mange ting i søen for vores fantastiske fans og for at få noget mere liv på stadion. Dertil skal det unge førstehold have tid og lov til at vokse, og vi skal blive ved satse på vores ungdomsakademi, så vi kan fortsætte med at udvikle spillere til tre hylder – dem, der skal være på førsteholdet, andre som skal spille på 2. holdet og endelig spillere, der kan sælges videre. Jeg er sikker på, at AB vokser med tiden og på den måde nok skal komme tilbage i 1. division. Og når vi så er i landets næstbedste fodboldrække, er der selvfølgelig nogen nye udfordringer, blandt andet økonomisk, som vi må handle og forholde os til.
Er målsætningen at rykke op?
– Det er ikke målsætningen, at vi for en hver pris skal op i denne sæson. Vi har et ungt hold og har oplevet en større udskiftning. Men vi drømmer. Det, der er blevet meldt ud er, at vi skal sikre overlevelse, og det gør vi nu engang bedst ved at være med i oprykningsspillet til foråret.
Hvad er dine egne ambitioner?
– Det er gået stærkt. Jeg vil rigtig gerne se, hvor langt jeg kan drive det, og hvor dygtig jeg er. Jeg vil rigtig gerne vokse med AB. Hvis AB vokser, så tror jeg også jeg er her i rigtig lang tid. Jeg drømmer om at gøre en forskel og elsker at være i klubben, fastslår Patrick Birch Braune.
Hvad er der specielt ved at være en ægte AB’er?
– Jeg er stolt af at være AB’er. Det er duften og stemningen på stadion. Det er ikke bare minder, det er hele min identitet. Vi gør noget sammen. Men at være AB fan er også en lidelseshistorie. Klubben har lidt mange nederlag, fordi vi har haft ambitioner og så ikke kunne indfri dem. Det er ikke en ligegyldig historie, men en historie, som vi skal tage ved lære af. Man er ikke ligegyldig, når man er i AB. Vi har en stærk og hel klub, hvor spillere kommer hele vejen op fra U-5 til senior. Derfor får man den hele uddannelse og den sande klubfølelse så at sige ind med modermælken, som du måske ikke finder i andre klubber. Spillerne kommer tilbage og bliver trænere eller frivillig. Det er en identitetsfølelse. Det er ånden i klubben. Her dufter af fodbold.
