Målmandstræner i 30 år. Heraf 16 år for AaB’s superliga hold

af | 18 januar 2023 | Artikler

Superligatrænerne og deres assistenter kommer og går, men målmandstrænerne består. Men at Poul Buus bliver ved i samme klub i 16 år er et særsyn. Tættest på Poul Buus med hensyn til anciennitet er F.C. Randers’ målmandstræner, Erik Boye, som har været i klubben 9 år. Et gennemsnit på 5 års anciennitet som målmandstræner i superligaen lige nu viser en vis stabilitet.

Det var såmænd lidt af en tilfældighed, at Poul Buus blev målmandstræner, fortæller han. Som 27-årig stoppede han sin aktive karriere om målmand på serieniveau i Hadsund, som er hans barndomsklub, og da klubben bad ham om at hjælpe klubben ved at være målmandstræner, kunne han jo ikke sige nej.

Vorup så derefter mulighederne i Poul, så det blev til fire år der, inden han tog til Randers Freja. Næste stop blev et deltidsjob i Vejle Boldklub fra 2002 til 2006, som betød lange ture i bil mellem Hadsund og Vejle på op imod 140 km og med arbejdsuger på over 60 timer, fortæller han. Det gav begrænset tid derhjemme til samvær med kone og børn. Men en aftale med konen om, at Poul tog sig af trænerarbejdet og bilen og konen tog sig af alt andet derhjemme gjorde, at den tid de var sammen var kvalitetstid og ikke blev brugt på diskussion om nye gardiner, farven på tapetet, indkøb af mad osv.

Kom til AaB i 2007

I januar 2007 blev turen til træning noget kortere, da han blev ansat i AaB som målmandstræner for superligaholdet. Lars Høgh anbefalede klubben at ansætte Poul, fortæller han. Siden har hans arbejde udvidet sig betydeligt. Han har i dag det overordnede ansvar for al målmandstræning i AaB. Primært de tre målmænd omkring superligaholdet, derefter målmændene på Akademiet og endelig for børn ned til 10 år fra de omliggende klubber, som kan komme til inspirationstræning i AaB. Til dette arbejde har han to assistenter.

En anden stor og vigtig udvidelse af arbejdet er brug af video, analyser af videoerne og udvælgelse af klip til spillerne. Endelig har Poul ikke bare fokus på egne målmænd. Det er også ham, der analyserer og giver viden om modstanderholdets målmand, når der forberedes til næste superligakamp.

Har trænet Theo Sander gennem 8 år

Her i efteråret har Poul haft en ekstra spændende udfordring, da han har skullet tage sig af Theo Sander, som han havde fulgt fra han som 10 kom til målmandstræning i klubben, til nu, hvor han som kun 17-årig skulle være bagerste skanse på et hold, som har været i en lidt presset situation. Her i januar har Poul så ud over opgaven med at videreudvikle Theo Sander fået en ny og ung målmand fra Tyskland, Nico Mantl, som man må formode forventes at træde ind på målmandsposten. Til første træningskamp her i 2023 blev Theo iagttaget af scouts fra Manchester City. Ikke helt ringe af Poul at have udviklet en 10-årig dreng til som 18-årig at være interessant for europæiske topklubber.

I sin karriere i AaB er det lykkedes Poul at se to målmænd blive kåret til Årets Målmand, Nicolai Larsen og Jacob Rinne, hvilket kun kan tolkes som virkelig kvalificeret målmandstræning fra Pouls side. Men beskeden som han er, siger han blot, at det var målmændene, som var dygtige.

Cheftræneren er også målmandstrænerens chef

Med 16 år som målmandstræner har Poul arbejdet under mange og sikkert også ret forskellige cheftrænere, så man kunne forvente, at Poul nok kunne give en del beskeder om ”arbejdsgangen” i AaB. 8 cheftrænere er det blevet til, siger han. Han startede under Erik Hamrén, som han nu arbejder under igen. Men Poul er 100% loyal over for cheftræneren. Det er cheftræneren, som lægger kursen, spillestilen og målmandens rolle på holdet og det er Pouls opgave at uddanne målmanden til at udfylde den rolle så godt som muligt.

Poul arbejder ud fra en model, der siger, at 20 – 25 % procent af målmandens træning er alene med målmandstræneren, men de øvrige 75 – 80 % er holdtræning, men som målmandstræner er Poul med begge steder for at coache målmanden i begge situationer.  Mere og mere opbyggende spil starter med et intenst samarbejde mellem målmand og forsvarerne. Derfor kan det være lærerigt for målmanden at indtage en af forsvarspositionerne for på egen krop at opleve fx afleveringerne fra målmanden, da et – ud fra målmandens synspunkt – fint udkast måske ikke føles fint af modtageren.

AaB's målmandstræner, Poul Buus (foto AaB)
AaB’s målmandstræner, Poul Buus (foto AaB)

Søger inspiration i udlandet

Tæller Poul sine timer på arbejde sammen pr. uge og regner timelønnen ud, bliver den nok ikke så høj, som mange nok kunne forvente. Vigtigere for Poul er, at han hver dag kommer glad på arbejde og kører glad hjem. Han har ambitioner om at blive endnu dygtigere. Han har den højeste europæiske målmandstræneruddannelse, som udmøntede sig i en 170 sider rapport, som han skulle forsvare. Alt sammen arbejde ud over de daglige opgaver i klubben. Selv med den uddannelse mener han, at han kan blive bedre, så her i december tog han med sin ven og målmandstrænerkollega i AGF, Nicolai Pold, på et besøg i de tre tyske klubber Leverkusen, Köln og Mönchengladbach både for at se øvelser men også for at få præsenteret strategier og strukturer i samtaler med målmandstrænerne der.

Fordelen ved at være to sammen er, at man ikke bare lytter og tager til sig; man får også tid til at diskutere og relatere det til danske forhold. Pold havde foreslået, at de skulle køre i bil, så de fik mere tid til at snakke om oplevelserne, men det mente Poul nu tog for lang tid, så det blev med fly fra Billund. I Tyskland har Poul endvidere være på besøg i Leipzig og Bayern München. Det sidste besøg lykkedes takket være den tidligere Bayern-spiller Johnny Hansen fra Vejle. I Tyskland blev Poul overbevist, om at målmænd ikke behøver at være store. Der er andre kvaliteter, som er vigtigere. Tænk blot på Ter Stegen og den schweiziske landsholdsmålmand, Yann Sommer. Juventus, Ajax, Club Brugge og PSV Eindhoven har han også besøgt.

I 2008 oplevede Poul Buus et mesterskab med AaB. I 2014 vandt klubben både Danmarksmesterskabet og Pokalfinalen. Han og klubben fortjener ikke et forår i frygt for nedrykning. Vi har de senere år set nogle sydjyske klubber miste overblikket og træffe nogle beslutninger, som har forværret situationen. Nu gælder det om at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

teamsports.comdbuSportConcept InternationalSkaerbaekcentretWinther Sport og Fritid.Boldtour og EventBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaLæs mere om Formthotics påSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDVerona Cup