Derfor tager vi en Pro-licens

af | 9 februar 2023 | Artikler

Dansk Træner Union fanger i en rundspørge fem trænere, der er i fuld gang med at færdiggøre deres Pro-licens uddannelse i DBU til foråret 2023. De fem trænere fortæller her om deres forskellige baggrund for at træde et ekstra skridt op, hvad den nye viden skal bruges til, og hvorfor en Pro-licens er et vigtigt redskab i det daglige trænerarbejde.

I nævnte rækkefølge kan læseren hilse på Simon Poulsen, Anja Heiner-Møller, Allan Drost, Jonathan Hartmann og Christian Poulsen.

Simon Poulsen. (Foto: DTU)
Simon Poulsen. (Foto: DTU)

Simon Poulsen, assistenttræner i SønderjyskE:

– Der er flere grunde til, at jeg tager denne uddannelse. Det er først og fremmest spændende og vigtigt at lægge ny viden på hele tiden. Dernæst vil jeg gerne uddanne mig så højt som muligt og på højeste niveau. Endelig ser jeg det som en forberedelse på, hvad der kan ske i fremtiden i forhold til at blive cheftræner. En Pro-licens er et krav, hvis du vil være Superliga træner, og jeg har ambitioner på sigt om at blive cheftræner på højeste niveau.

– Og jeg føler, at jeg allerede nu som assistenttræner i SønderjyskE kan bruge rigtig meget af det, som vi har lært i forløbet. Ikke mindst i forhold til udvikling og læring omkring ledelse og de værktøjer, man kan benytte.

Uddannelsen har overrasket Simon Poulsen positivt, fortæller han:

– Jeg havde på forhånd høje forventninger, og niveauet har været rigtig højt både på foredragsholdere og på instruktørsiden. De ting, vi har gennemgået og lært, er tilpasser de forhold og udfordringer, man møder i moderne fodbold. Det har været virkeligt inspirerende for mig at opleve den store fokus, der er på, at en cheftræner også er en moderne leder.

Simon Poulsen skriver hovedopgave om at virke som transitionstræner i dansk fodbold.

Han opfordrer klart andre trænere til at tage en Pro-licens, hvis man har ambition om at blive træner på højeste niveau. Samt hvis man har lyst til at lære en hel masse i oplæg og diskussioner med de andre kursister.

Anja Heiner-Møller. (Foto: DTU)
Anja Heiner-Møller. (Foto: DTU)

Anja Heiner-Møller, U19 kvindelandstræner:

– Jeg var så heldig, at det var muligt at søge scholarship hos UEFA for at få dækket udgifterne til uddannelsen, ellers er det som regel noget, man får i samarbejde med sin klub. Det, som uddannelsen giver mig, er at være sammen med en masse spændende trænere på samme niveau. Og dertil få en masse faglige oplæg og input, som man kan spejle sig i via ens egne erfaring og i sparring med de andre kursister.

Anja Heiner-Møller føler, at der er rigtig mange ting, som hun kan tage med og bruge i sit nuværende job som U19 landstræner:

– Nu har vi f.eks. lige arbejdet med fysisk træning og kigget på, hvor meget load, man gerne skal have i løbet af en sæson i forhold til kampe. Uddannelsen giver rig mulighed for at spørge ind til vigtige emner, få baggrundsviden og blive up-to-date på de tendenser, der rører sig i dansk og international fodbold.

Anja Heiner-Møller fortæller, at hun ikke har et bestemt mål med at tage en Pro Licens, andet end det, som forløbet giver hende af viden og erfaring, mens hun er her.

– På kvindesiden er der jo ikke pt et krav om at have en Pro Licens for et bestemt job. Der er en A-træner-licens adgangsgivende. Men det er klart, at uddannelsen er en blåstempling af et højt trænerniveau, når man har papirer på det.

Anja Heiner-Møller skriver hovedopgave om de mulige forskelle, der er i afslutningsspillet mellem herrer og kvinder. Med henblik på, om kvinder i spillestil kan kopiere herrerne, eller om man mere kan kigge i en anden retning.

Hun fastslår, at uddannelsen til fulde lever op til hendes forventninger og anbefaler gerne andre trænere at tage det faglige skridt opad.

– Ja, helt sikkert. Det er især sparringen blandt kursisterne, der giver mulighed for at bygge flere faglige lag på ens egen viden og trænererfaring.

Allan Drost. (Foto: DTU)
Allan Drost. (Foto: DTU)

Allan Drost, Head of Coach for Kolding IF’s kvinder:

– Jeg tager uddannelsen først og fremmest, fordi jeg har trænerambitioner. Sidste år var jeg cheftræner for Thy-Thisteds kvinder, og det niveau vil jeg som minimum rigtig gerne vende tilbage til – og på sigt gerne mere end det. Jeg har ambitioner om at træne i den bedste række i Danmark eller i Norden. Og for at kunne det med den udvikling, der er i dag, så skal jeg også teoretisk have et fundament af viden. Det opnår jeg med at få papirer på en Pro-licens.

Allan Drost mener ligeledes, at uddannelsen også kommer til sin ret i hans nuværende position som Head of Coach i Kolding IF:

– Meget af uddannelsen fokuserer på ledelseskompetencer og ledelse af en stab. I mit arbejde er jeg mest fokuseret på ledelse af en trænerstab og på at få det optimale ud af de muligheder og dermed mindre på ledelse af en spillertrup. Det er essensen af uddannelsen her, at jeg skal kunne mestre begge dele.

Allan Drost havde en forventning om at blive inspireret – ikke bare fra instruktørsiden, men lige så meget fra medkursisterne:

– Og det er i høj grad indfriet. Dét, at vi kommer fra så forskellige miljøer, og at der er den grad af åbenhed og ærlighed, er meget inspirerende og lærerigt. Det er den pingpong og deling af viden på holdet, som giver mig mest, forklarer han og roser sine medkursister for en unik oplevelse.

Han anbefaler derfor varmt andre trænere at tage samme uddannelse, netop fordi der er den dynamik og sparring mellem kursisterne.

Allan Drost har valgt at skrive hovedopgave om et taktisk emne i forhold til indadgående kanter og deres betydning for de omkringliggende spillere.

Jonathan Hartmann. (Foto: DTU)
Jonathan Hartmann. (Foto: DTU)

Jonathan Hartmann, assistenttræner i Lyngby Boldklub:

– Jeg vil gerne tage en Pro-licens, fordi jeg ønsker at blive en dygtigere træner. Derudover vil jeg gerne have et større netværk og få inspiration fra de dygtige instruktører og medkursister. Og jeg synes, at jeg lærer rigtig mange ting, ikke mindst om ledelse, når vi får besøg af foredragsholdere, trænere og sportsdirektører fra danske klubber på øverste hylde. Samtidig synes jeg også, at jeg lærer rigtig meget ved at snakke med mine medkursister. Det kan være alt fra små ting som træningsøvelser til større ting som at håndtere svære personligheder og spillere.

Jonathan Hartmann er glad for forløbet, glad for instruktørerne og sine medkursister og anbefaler klart andre til at søge samme vej.

– Det gode ved en Pro-licens uddannelse er, at man opnår ny viden, og den giver adgangsbillet til de sjove jobs og til at træne på øverste niveau i hele Europa. Det håber jeg bliver aktuelt for mig en dag. Som fodboldtræner er man til dagligt meget koncentreret om sin egen klub, og hvad der foregår blandt ens egen stab. Så at være med på sådan et kursus, har fået mig til at åbne øjnene for andre problematikker og løsninger.

Jonathan Hartmann skriver hovedopgave om cheftrænerens ledelse af hans trænerstab. Nærmere bestemt: Hvordan leder man sine nærmeste medarbejdere? Hvilken ledelsesstil? Hvordan gør man konkret? Udvikler man dem?

– Det er de spørgsmål, jeg gerne vil til bunds i. Ofte snakker man mest om cheftrænerens ledelsesstil over for spillerne, men jeg vil gerne undersøge, hvordan man gør det bedst muligt overfor sine medtrænere, forklarer han.

Christian Poulsen. (Foto: DTU)
Christian Poulsen. (Foto: DTU)

Christian Poulsen, assistenttræner for Det Danske Fodboldlandshold:

– Hvor jeg befinder mig lige nu i min karriere, synes jeg, at det er et naturligt skridt i min udvikling at gennemføre en Pro-licens uddannelse. Efter at jeg gennemførte en A-træner licens, valgte jeg at tage to meget lærerige år som assistenttræner i hollandske Ajax Amsterdam. Dengang var tiden der ikke til efteruddannelse. Men efter at jeg startede i DBU og med Landsholdet, er det oplagt at tage skridtet op og lægge mere viden på, få ny inspiration og dele erfaring med de andre kursister. Uddannelsen interesserer mig, men også sådan rent praktisk vil jeg gerne have papirerne i orden.

Christian Poulsen har dog ikke lagt sig fast på, om han skal være cheftræner ud i fremtiden og påpeger, at der også kan være andre vigtige roller i topfodbold.

– Jeg har ambitioner, men jeg har bare ikke lagt mig fast på en konkret plan om sådan og sådan, skal det gå. Jeg er godt tilfreds med min rolle omkring Landsholdet. Og jeg synes, at uddannelsen går fint i tråd og er en god kombination til en rolle som assistenttræner på Landsholdet. Så selvfølgelig skal jeg have en Pro-licens efter al den erfaring, jeg har opnået i udlandet.

Christian Poulsen peger på, at inspiration og læring undervejs ofte ligger i at tage de små ting til sig:

– Vi havde f.eks. et forløb om feedback. Om vigtigheden i at give feedback til en spiller. Der får jeg lige en ahaoplevelse og tænker; det skal jeg blive bedre til og være mere opmærksom på i fremtiden. Noget andet, jeg vil fremhæve og finder interessant, er, at der er meget læring omkring synlig ledelse. Fodboldfagligt har jeg oplevet mange ting, både som spiller og som træner, så jeg synes, at fokus på ledelse og de kompetencer giver mig en masse nyt, som jeg kan bruge videre i mit trænerarbejde.

Christian Poulsen skriver hovedopgave om emnet: kommunikation mellem træner og spiller. Mere præcist om kommunikation til unge mennesker, og hvad det er, der kendetegner den unge generation. Han skal blandt andet lave et interview med en ungdomsforsker om temaet.

– Min hovedopgave skal gerne afspejle en anden virkelighed og en anden måde at gøre tingene på, end den, jeg var vant til i min karriere som spiller, hvor det til tider var mest envejskommunikation, påpeger han.

Christian Poulsen vil til sidst meget gerne anbefale Pro-licensuddannelsen:

– Ja, helt sikkert, og det er jo et krav, hvis man har trænerambitioner. Men samtidig kan man også mærke, at det er en uddannelse i konstant udvikling, hvor man prøver mange nye ting af. Fodboldspillet udvikler sig hele tiden, og DBU følger med.

Dansk Træner Union vil gerne rette en stor tak til Troels Bech, trænerudvikler i DBU, for at gøre denne artikel mulig.

SportConcept InternationalSkaerbaekcentretdbuteamsports.comBoldtour og EventBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaWinther Sport og Fritid.Verona CupLæs mere om Formthotics påSPORTIGAN I HURUP OG THISTED