Bredballe I.F. – en fodboldklub med ambitioner i Vejle Boldklubs baghave

af | 30 april 2019 | Overgang fra ungdom til senior træner

Bredballe I.F. ligger kun få km. fra Vejle Boldklubs træningsbaner, men alligevel har man med 32 U-19 spillere nok til to hold et i liga 3 og et i Liga 4. Derudover spiller 2 U-19 spillere fast seniorfodbold. I seniorafdelingen har man ca. 40 1. års seniorspillere, så man lykkes med at kunne fuldføre ungdomsfodbolden samtidig med, at spillerne naturligt følger med over i seniorafdelingen. Men den glidende overgang til seniorfodbold og det generelle samarbejde mellem seniortrænerne og U-19 trænerne er ikke bare en selvfølge. Man skal mødes og klubledelsen skal udstikke nogle rammer, som man arbejder indenfor. Ikke noget med at kontakte U-19 spillere bag om ryggen på U-19 træneren.

Et år hjemmefra efter 9. klasse

Smertensårgangen er altid U-17, hvor spillerne med afslutningen af 9. klasse i folkeskolen er væk for alle vinde fx og især til efterskolerne, men glædeligvis kommer mange af dem tilbage til klubben. Der er også en tendens til, at spillerne i begyndelsen af teenageårene satser megen tid og mange kræfter på at blive elitespillere i Vejle Boldklub, men når så realiteterne er, at de nok kommer til at spille på klubbens 2. eller 3. hold vender de tilbage. De har taget og fået muligheden for at udleve deres drøm, men når realiteterne viser sig, finder de et passende miljø i Bredballe I.F.

Klubbens ungdomssportschef, Jørgen Tand Sørensen, giver også spillerne muligheden for at drage deres erfaringer og byder dem velkommen tilbage. Skaber man gode vilkår i barndomsklubben, mens man er der, vender de tilbage i stedet for at flakke mellem flere klubbers tilbud om succes. Man ved, at der er et tilbud til alle i Bredballe.

Konkurrence fra VB og lykkeridderklubber

Som vel overalt i landet oplever man også omkring Vejle, at en – nogle gange lille – klub pludselig får samlet en meget stærk ungdomsårgang med ret få men meget gode spillere, men efter en sommerferie er holdet opløst. Det giver et kick i klubben, men ikke kontinuitet.

Jørgen Tand Sørensen beklager sig ikke over, at storebror VB viser interesse for spillerne i B.I.F. U-10 – U-12 spillerne er med i Future Vejle. For VB er formålet nok at finde kommende talenter, mens det for Bredballe drejer sig om at give børnene oplevelser og udfordringer. Tand kan måske undre sig over, hvad en eliteklub som VB vil med 2. og 3. holdene, men som han siger, så er det nok et spørgsmål om kontingentpenge, og træner- og rejseudgifter til disse hold er nok minimale.

God trænersammensætning Tands vigtigste krav til trænerne på U-19 holdet er at skabe relationer, at vise at man vil noget med jobbet, at turde stille krav og at kunne sætte en fodboldfaglig retning. Kan man så oven i købet få 2 personer med forskellig erfaring og udgangspunkt til at fungere sammen og supplere hinanden er grundstenen lagt.

Lars Rasmussen er klubmanden, som lige har modtaget en gave for mindst 12 års trænergerning i klubben. Han er den, som spillerne gennem næsten hele deres tid i klubben har mødt i klubben. For spillerne en garant for stabilitet og forudsigelighed.

Ronnie Jensen er den udefra kommende træner, som kommer med nye ideer og inspiration. Som ansat ved militæret er han vant til at omgås unge og yngre voksne. Han startede for tre år siden i klubben som U-17 træner, men blev kort tid efter U-19 træner.

Bredballe IF - Kunstgræsbanen
Bredballe IF – Kunstgræsbanen

Uddanne unge mennesker til at blive trænere

Der er lidt langt ned i fødekæden til de kommende U-19 spillere, da næste hold er U-16, som spiller i Liga 1 med ret få spillere til det ene hold, men hvad sker der efter sommerferien? U-15 har 55 spillere og 4 hold, men U-14 er nede på 24 spillere, men Jørgen Tand Sørensen er klar til at få det bedst mulige ud af situationen til spillernes bedste. Bortset fra U-19 bygger klubben på forældretrænere, som helst følger deres søns hold eller i hvert fald årgangen. Spiller sønnen ikke længere, er faren også væk fra klubben. Jørgen Tand Sørensen så gerne en fremtid, hvor nogle spillere fra de ældste ungdomsårgange blev ansat som trænere under vejledning og så det hold, de træner, træner samme dag, som de selv træner. Har man som ung spiller erkendt, at fuldtidsfodbold ikke bliver ens vej, kunne trænervejen blive adgangen til fodbold på højeste niveau, hvilket der findes flere eksempler på i Danmark. Lige nu har klubben to 16-årige piger, som sammen træner et pigehold, så man er begyndt på projektet.

Boldtour og EventSkaerbaekcentretteamsports.comdbuSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDSportConcept InternationalLæs mere om Formthotics påBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaWinther Sport og Fritid.Verona Cup