På trods af mit gebrokne skolefransk og med en miniparlør under armen lykkedes det at få kontakt og besøge fodboldklubben Le Havre AC i det nordvestlige hjørne af Frankrig. En klub, der til dagligt tørner ud i den næstbedste liga og som tidligere har haft stolte danske traditioner.

– Parlez Vous anglais?

– No, francais!

Det kan godt være en udfordring at gøre sig forståelig i Frankrig, hvis man ikke lige mestrer modersmålet. Franskmændene er stolte af deres sprog. Det er deres ære, hjerteblod og hele deres identitet. Så franskmænd kunne aldrig drømme om at begive sig ud i en samtale på engelsk. Frankrig er snart også det eneste deltagerland i Eurovision Song Contest, som stadig synger på deres eget modersmål. Ellers er alle andre lande jo reddet med på den engelske bølge.

Jeg måtte derfor hurtigt sande, på min rejse rundt til invasionsstrandene i Normandiet i anledning af 75-året for D-dagen, at min ambition om at fange en træner i en fransk fodboldklub, der havde lyst eller evner til et interview på engelsk, ikke lå lige til højrebenet. Med mine sparsomme franske gloser rendte jeg panden mod sprogmuren i to franske klubber. Men tredje gang var lykkens gang.

En sød presseansvarlig fra Ligue 2-klubben Le Havre AC meldte tilbage på mail. På engelsk. Min dag var reddet. Hun satte straks et møde i stand i den store og travle havneby, der kigger majestætisk ud over Atlanterhavet.

Bonjour. Presseansvarlig, Clémentine Maillot, tager venligt imod foran det nybyggede og imponerende stadion, Stade Océane, med plads til 25.000 tilskuere. Hun fortæller straks, at cheftræner Oswald Tanchot er udenbys med førsteholdet. Jeg må nøjes med at snakke med hende.

Som det første får jeg en rundtur på det flotte stadion, hvor hun fortæller, at byen Le Havre er udpeget til at danne ramme om syv kampe til det kommende VM for kvinder i juni måned i Frankrig. Jeg tilføjer, at det danske kvindelandshold desværre ikke har kvalificeret sig til slutrunden. Hun nikker indforstået, men hun forventer en VM-fest – også uden dansk dynamit.

Le Havre AC er stiftet som klub i 1872 og kan hermed kalde sig Frankrigs ældste fodboldklub.

– Det er vi meget stolte af og noget vi tænker på hver dag. Det er hele klubbens DNA, og vi gør rigtig meget ud af at fortælle og lære vores unge spillere, at vi var de første her, og hvad det betyder for hele klubben, forklarer Clémentine Maillot.

Pokalsejr

På trods af den lange og stolte historie har Le Havre AC aldrig vundet det franske mesterskab. Men i 1959 vandt klubben den franske pokalfinale, Coupe de France. Det er ligeledes en bedrift, som klubbens medlemmer, spillere og trænere, bærer i deres hjerter. I år markerede de pokalsejren ved at at genskabe og fabrikere klubtrøjen, som den så ud til kampen for 60 år siden.

Le Havre AC har de seneste 10 sæsoner optrådt i den næstbedste franske liga, men drømmen og ambitionen er selvfølgelig igen at komme til at bide skeer med de største franske klubber i Ligue 1.

– Selvfølgelig ønsker klubben at rykke op inden for få år. Vi har et dynamisk og talentfuldt førstehold med en god blanding af rutine og ungdom, så vi kan sagtens være med. Dertil har vi en meget karismatisk og teknisk dygtig cheftræner, Oswald Tanchot, som spillerne er meget begejstrede for.

Men det vigtigste er, at klubben bliver på den vej, vi sammen har valgt, at vi holder fast i det fundament, den glæde og det sammenhold, vi har skabt og ikke forcerer eller ændrer vores strategi, fastslår Clémentine Maillot, der peger på, at Le Havre AC er meget mere end fodbold og derfor gerne vil tilbyde fans og publikum andre aktiviteter.

– Vi forsøger at gøre tingene anderledes og udvikle både fodbold og forretning ved at inddrage hele byen Le Havre, så det ikke kun kommer til at handle om spillersalg og spillerkøb, men om hele forretningen på og ved stadion. Vi driver både hotel, restaurant, informationscenter, ungdomsakademi, fodboldskole og et stort aktivitetscenter, hvor børn og voksne kan komme forlyste sig, have det sjovt og tage en sodavand eller drink fredag aften, fortæller hun.

Stjerner

Jeg er klar over, at Le Havre AC har fostret mange store fodboldspillere i tidens løb. Af nuværende franske stjerner, nævner jeg derfor lynhurtigt i flæng Paul Pogba, Riyad Mahrez, Dimitri Payet og Benjamin Mendy.

Clémentine Maillot lyser op og griber straks bolden.

– Det er vi ligeledes meget stolte af i klubben. At vi har kunne give fransk fodbold så mange dygtige fodbold- og landsholdsspillere, betyder alt for os, fortæller hun. Men vi har også nye talenter og andre dygtige spillere på vej, som måske også kan drive det til noget større. Hun nævner derfor midtbane-dynamoen Zinedine Ferhat, målmand Yohann Thuram og forsvarer Harold Moukoudi. Mens klubbens nuværende største stjerne er den zimbabwiske angriber Tino Kadewere, som tidligere har slået sine folder for Djurgården i svensk fodbold.

Dansk fodbold har også været repræsenteret i Le Havre AC. Men det er længe siden. Og det husker den presseansvarlige ikke. Så jeg fortæller hende om den gamle Frem-dreng og danske landsholdsspiller, Kaj Christiansen, der spillede i klubben fra 1949 til 1952 og blandt andet var med til at rykke klubben op og hente bronzemedaljer i den bedste franske række. Kaj Christiansen blev senere træner i Randers Freja og Frem, inden han igen bosatte sig i Frankrig, hvor han trænede mindre klubber. Kaj Christiansen døde 2008, 86 år gammel. Ligeledes har den tidligere B1903-spiller, Børge Mathiesen, optrådt i Le Havres lyseblå klubtrøje i årene 1951 til 1953. Børge Mathiesen døde tragisk 44 år gammel i en bilulykke i 1962.

Image-skift

Jeg er nået til mit sidste spørgsmål og vil gerne høre hendes umiddelbare betragtninger om fransk landsholdsfodbold. Hun fortæller, at fransk fodbold efter succesen og sejren ved VM har oplevet et boost, som man også mærker i Le Havre AC med flere nye børne- og ungdomsspillere.

– Tidligere har landsholdet kæmpet mod et dårligt image. Men alt ændrede sig i den franske befolkning sidste sommer. De franske spillere droppede den arrogante facade og åbnede deres arme og lod befolkningen komme ind på livet af dem på de sociale medier. Vi følte, at de blev helt menneskelige og at vi fik et tættere forhold og venskab til spillerne, ja næsten som en stor familie. Det er derfor meget vigtigt, at vi kan beholde de tætte, sympatiske bånd til landsholdet, så vi føler det tilhører folket, forklarer Clémentine Maillot, og husker tilbage på de varme sommerdage, hvor hele Frankrig brød ud i fest, da VM-guldet kom suverænt i hus.

Au Revoir. Jeg tager afsked med Clémentine Maillot, som gavmildt tilbyder mig billetter til næste hjemmekamp. Men Le Havre AC spiller de næste to kampe på udebane, så jeg må takke nej. Min ferie i Normandiet er ved at være slut. Det går hjemad i bil og på vej over den storslåede bro, Pont de Normandie, der krydser floden Seinen, tænker jeg højt, at jeg hellere må få øvet på mit franske til næste gang, jeg tager temperaturen på fransk fodbold, så jeg ikke længere behøver at sige: ”Parlez Vous anglais?”