En tysker takker af i Brønshøj

af | 20 juni 2019 | Tæt på

Michael Winter fik to sæsoner i spidsen som cheftræner for Brønshøj Boldklub. Dansk Træner Union nåede at fange den 39 årige, farverige tysker inden hans kontraktudløb 1. juli til en snak om, hvad der lykkedes og ikke lykkedes i den traditionsrige forstadsklub. Der blev også knyttet et par sandheder til om forskellen på tysk og dansk fodboldmentalitet.

Spillere og fans var meget begejstrede for Michael Winter – især i 2018. Den karismatiske og udadvendte cheftræner blev hyldet, som var han Brønshøj Boldklubs svar på Jürgen Klopp.

– Ja, det var en fed tid. Min stil er jo mere hen af Jürgen Klopp end for eksempel en Mourinho. Jeg vil gerne være en træner, som overfor vores fans står som garant for underholdning og oplevelser. Men derudover er al sammenligning nok ikke relevant. Jürgen Klopp gør det fantastisk i Liverpool FC, og jeg har lang vej op, udtrykker Michael Winter beskedent og med et glimt i øjet.

Det startede godt, men sluttede mindre godt for cheftræner Michael Winter. I efteråret 2017 reddede han holdet fra nedrykning, og efteråret 2018 blev båret frem på en bølge af flotte resultater og champagnefodbold, mens det forsømte forår i 2019 sluttede med seks nederlag på stribe og en mindre imponerende slutplacering i 2. division. Der blæser nye vinde i Brønshøj Boldklub, som i år markerer klubbens 100 års jubilæum, og Michael Winter bliver 1. juli afløst af AB’s afgående træner Michael Madsen.

– Jeg vil gerne stå inde for 2018, og det udtryk, vi kom med der. Vi fik vendt skuden og gjorde Brønshøj Boldklub til et tophold. Derimod er jeg ked af, at vi skal slutte dette forår, som vi gjorde, konkluderer Michael Winter.

Michael Winter er født i Frankfurt am Main og nåede som aktiv at optræde i Tysklands tredjebedste fodboldrække for barndomsklubben FSV Frankfurt og Leipzig Sachsen, inden han fulgte med sin daværende kæreste i 2006 til Danmark, hvor han tog en enkelt sæson for Skive Boldklub i 2. division. Året efter gik Michael Winter trænervejen og kan skrive Randers FC, Skovbakken, HIK og Roskilde Boldklub på sit træner-CV, inden han blev hentet ind som brandslukker og redningsmand for Brønshøj Boldklub i sommeren 2017.

Coaching af Træner Michael Winter - Brønshøj Boldklub
Coaching af Træner Michael Winter – Brønshøj Boldklub

Stor opbakning

– Jeg vil være ærlig at sige, at det har været to hårde, men også to meget lærerige sæsoner i Brønshøj Boldklub. Der har været mange forventninger, og mange har haft en mening om, hvad jeg foretager mig. Omvendt har det været fedt at mærke den store opbakning fra fansene, vi oplevede, hvor vi var tæt på at rykke ned i Danmarksserien. Og ligeledes sidste år, hvor vi legede med i toppen af tabellen, scorede mange mål og spillede frisk fodbold. Det håber jeg, at klubben husker mig og min stab for, når de skal kigge tilbage.

Med den tyske fodboldopdragelse i bagagen kom Michael Winter med en klar filosofi og agenda. Det var hans klare mål at gøre spillerne bedre, og så ville han se attitude og et aggressivt udtryk.

– Jeg gider ikke stjerneattituder og gider ikke se, at man slår op i banen, fordi en spiller måske føler, at han er bedre og ikke behøver sin sidemand. En spiller må gerne have en dårlig dag og lave fejl,

men han skal vise attitude, gøre skaden god igen og vise at han arbejder for holdet. Jeg kommer fra Tyskland. Der er ingen over holdet, og man skal gøre sig fortjent til pladsen.

Attitude

Det aggresive udtryk, hvor attitude, tempo og genpres var varemærket, syntes Michael Winter lykkedes godt i sidste sæson. Derimod indrømmer han, at det nok ikke helt er lykkedes at gøre alle spillere 10 procent bedre, som også var en del af målsætningen.

– Nej, ikke alt lykkedes. Og jeg oplever, at tysk disciplin og mentalitet er svært at overføre til dansk klubfodbold. I hvert fald i en semi-professionel verden som Brønshøj Boldklub. Der er mange forskelle på dansk og tysk fodbold, især når det handler om attitude, forklarer Michael Winter, der som aktiv spillere selv oplevede de store forventninger og pres i den tredjebedste tyske række, hvor man ofte optræder for 20.000-25.000 forventningsfulde tilskuere og fans. Han fortsætter.

– Jeg vil ikke sige, det er for nemt i dansk fodbold. Men i tysk fodbold får du intet foræret og kan ikke bare beskyttet falde tilbage på en uddannelse eller job, hvis du vælger fodbolden fra. I Tyskland får du bøllebank, hvis du ikke viser attitude og præsterer hver gang. Der holdkammeraterne ligeglade med om du er 18-19 år, et stortalent eller hvad du hedder. Du skal bare levere. Det handler om at levere, for spillerne vil gerne tjene penge, og spillere og fans lever for den fodboldkultur og stolthed, der er i klubben og byen. Hvis du spiller på et højt niveau i Tyskland, så giver man den hele armen, byens indbyggere og fans lever for én og for klubben, så andre ting i livet, så som kæreste, skole og uddannelse, kommer i anden række. Så på den måde kan man godt sige, at vi har en mere afslappet indgangsvinkel til fodbolden her i Danmark.

Nyt blod

Michael Winter efterlader nu en trup, der efter hans eget skøn, har meget mere potentiale, end der blev forløst i dette forår. Men også en trup, der har brug for forstærkninger og nyt blod. Alligevel ser han stadig fremtiden som lys for Brønshøj Boldklub.

– Først og fremmest fordi klubben har en stor fansupport til hjemmekampene. Klubben skal nu arbejde skarpt på at få kontinuitet på trænersiden og hente nye unge spillere, som ikke hviler på laurbærene og vil det her og er sultne. Jeg synes Brønshøj er meget interessant og god klub, fordi den netop har så stor opbakning og er en traditionsklub.

Har du her til sidst et godt råd til den kommende Brønshøj-træner, Michael Madsen?

– Jeg giver ikke så gerne råd til en AB’er som Brønshøj mand. Han skal i hvert fald ikke stå i det tøj, han står i nu i AB. Det er fejlplaceret her i klubben. Her i Brønshøj Boldklub skal man have arbejdertøjet på.

Michael Winter skal nu kigge sig om efter et nyt job. Han vil bruge den nærmeste tid på ferie med sin hustru og vil så begynde en P-licens træneruddannelse.

Busture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaLæs mere om Formthotics påBoldtour og EventVerona CupSportConcept InternationalWinther Sport og Fritid.dbuteamsports.comSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDSkaerbaekcentret