Martin Autzen har de sidste syv år stået i spidsen for en flok fodbolddrenge, som han kalder den mest homogene trup, han har arbejdet med i sin 22-årige lange trænerkarriere i Bagsværd Boldklub. Dansk Træner Union besøgte det nuværende U19 hold og cheftræneren og fik noget af opskriften på, hvor meget sammenhold, de rigtige pædagogiske og faglige input betyder for et holds succes.
Det foreløbige højdepunkt var i sommeren 2019. Bagsværd Boldklubs daværende U16 drenge spillede den afgørende gruppefinale mod Vanløse IF om førstepladsen i række Øst 2. Martin Autzens tropper skulle vinde kampen for at gå til tops. Stillingen var 2-2, men cirka syv sekunder før slutfløjtet dukkede Oliver Trier op og satte kronen på eventyret.