Verona Cup blev igen i år afviklet i uge 42 i strålende vejr i Peschiera lidt vest for Verona. I de første dage var det solen, der strålede, mens puljekampene blev afviklet, mens det den sidste dag, hvor de resterende puljekampe samt kvart- semi- og finalerne blev afviklet var regnens blide stråler, som kom ned fra himlen. Hold fra fx. Grønland, Panama, Nordirland, Bulgarien, Slovakiet og Tyskland var med til at give det internationale snit. Dommerne var som sædvanligt fløjet ind fra Danmark. Hele 42 måtte man have for at kunne dække de mange kampe. Det giver en kæmpe tryghed for de danske hold, at de kan snakke med og få forklaringer af dommerne under kampene. Men samtidig er det godt for dommerne, at de forstår om de kommentarer, der kommer under kampene er rettet mod dem eller spillerne. Når to dommere skal deles om kampene på den ene bane med U17-kampe fra 8.30 til 17.30, bliver det til en del skridt pr. dag.
Mandag og tirsdag spilles der to puljekampe a 2 gange 20 minutter oftest sådan, at man har en halv dag med kampe og en halv dag til at nyde livet i Bella Italia. Om onsdagen er der evt. de sidste puljekampe samt de afsluttende knockout kampe om at vinde A, B eller C rækken. Pokaloverrækkelsen foregår derefter på den store scene lige midt i Bella Italia med den store pokal til vinderholdet samt pokal til Player of the Match.
Verona Cup er fodbold + meget mere
Vil man om aftenen træffe unge mennesker på Bella Italia, og har man ikke noget imod kun at komme langsomt frem, skal man bevæge sig fra den store scene med badelandet i midten ned mod søen Lago di Garda – Bella Italias svar på Strøget i København eller Jomfru Anes Gade i Aalborg en sommeraften. Her kam man opleve e-sport Cuppen ved scenen, Jesper Thygesen spille og synge evt. assisteret af et par unge mennesker, Søren Frederiksen dukker også pludselig op, Free Style- opvisningen var magisk for teknikerne og endelig var det opsat en hummel-forretning.
Nede for enden af gaden kunne man mandag aften nyde den traditionelle velkomst med præsentationer af alle hold, alle deltagende landes nationalsange, sang og guitarmusik og et kæmpe festfyrværkeri. Showet tiltrak ikke bare deltagerne, men også en hel del svaner vovede sig tæt på. Dog var der ingen ”sort svane”. De var alle hvide.
Efter fyrværkerishowet havde nogle travlt med at komme hjem til deres huse, for de første kampe begyndte allerede kl. 8.30, og inden da skulle man have spist morgenmad efterfulgt af bustur ud til banen. Man boede i super huse med plads til ca. 6 personer og måske uden voksne, så man måtte indrette sig efter hinanden. En sund øvelse, men de unge elsker det vist nok.
3. gang gav guld
I år deltog Jeanette for tredje år i træk med sine piger på Korup/Ubberuds U16-hold. Straks da de kom hjem sidste år, ville pigerne afsted igen i 2024. Der var ingen anden turnering, som skulle afprøves. Det må da være et klart signal til Verona Cup. De fik i løbet af året samlet en masse penge sammen ved at arbejde for Kirsebærfestivallen i Kerteminde. Sidste år spillede de alle kampe uafgjort og sådan startede det også om mandagen i år. Men holdet ved at tålmodighed lønner sig, for ved deres boldbesiddende spillestil får de lige pludselig plads i modstandernes forsvar og scorer uden at bruge en masse kræfter på lange løb. Holdet vinder semifinalen og skal straks spille finale mod Hvidovre, som har haft en længere pause. Men den lille klub uden for Odense vandt over Hvidovre. Dagen efter kørte man hjemad sammen med to tyske hold, som skulle læses af undervejs. Så må man da have fået rigelig plads i bussen de sidste timer hjem, så man kom udhvilet hjem.
Nye kontakter og hygge med vennerne
Otterup B og IK deltog med deres U14 drenge på turen. Deres træner René Leth fortæller om turen: Vi var afsted med vores U14-hold til Verona Cup. 15 glade drenge, 3 trænere og 2 familier. Efter en god lang bustur lander vi i Gardaland, hvor vi skal være, til vi kan komme ind på vores Campingplads, Bella de Italia ved Gardasøen. Vi skal bo i 6 mands hytter med 5 drenge og 1 voksen træner i hver, som bliver vores base for turen. Der var masser af andre hold på pladsen, så god mulighed for at få snakket med en masse andre spillere, både piger og drenge. Det bliver der gjort. Masser af nye Snapchat venner har de fået med hjem, så de har hygget sig helt vildt. Vi er også blevet rystet sammen som gruppe. Vi kommer hjem med en flot 2. plads. Taber finalen til Lyngby efter straffesparkskonkurrence, hvor vi undervejs var foran 2 – 0, men løb tør for kræfter, og Lyngby spillede også godt.
Derudover sendte René Leth løbende referater af kampene hjem, så forældrene var opdateret.
Kommer med positiv indgang
Nordfyn, som er et samarbejde mellem Ubberud, Korup og Morud deltog i år med 2 U17-hold. For 2 år siden deltog Korup/Ubberud – spillerne også i turneringen i Verona med så stor succes, at deres træner, Kasper, godt kunne tænke sig at give både de gamle og de nye spillere oplevelsen. Ja, han kontaktede endog nogle spillere, som tidligere havde spillet i klubben og fik af deres nuværende klubber lov til, at de kunne tage med på turen som en genopfriskning af venskabet i den klub, hvor de startede med at spille fodbold. I alt rejste 45 spillere og voksne til Verona sammen med 43fra Langeskov, så bussen var fyldt godt op.
For ”Venskabsholdet” gik det som de havde forventet. De fik ikke succes på banen, men de fik så meget andet ud af turen. De hyggede sig og fik en fantastisk tur, fortæller træneren, Kasper. Der var super busser, maden var super og kampprogrammet ude, hvor de spillede, var fint med pauser, så de også kunne besøge klubhuset og forsyne sig der og derudover se andre kampe. Tilbage i Bella Italia blev en stor del af tiden tilbragt på pladsens små fodboldbaner. Her er det jo ikke resultatet, der tæller, men glæden ved bare at spille fodbold. Med i bussen var også de to øvrige trænere fra for to år siden, så en tur kan også genopfriske minder fra dengang……
Jævnbyrdige kampe
Langeskov I.F. deltog for første gang i Verona Cup med to U14 – hold. Tidligere havde de været til stævner i Flensburg. Som ny deltager kan man godt være lidt spændt på niveauet i en stor turnering med både danske og udenlandske hold, men niveauet var fint, siger træneren Michael, så der var mange jævnbyrdige kampe. Lidt surt var det for det ene hold, at en dansk klub udeblev fra en kamp, så det kun blev til 1 kamp den ene dag. Man må vel forvente, at alle holds spillere er indstillet på at spille så meget fodbold som muligt. Langeskov kom også til at opleve det store logistikproblem, der er når kampene spilles på så mange enkeltliggende baner, men sådan er vilkårene jo bare, når der er så mange deltagende hold. 10 steder er der kun 1 bane, så der bliver en hel del kørsel, hvor man er nødt til at være fremme til kampstart. Ellers bliver hele dagens program bare forskubbet til gene for andre.