UEFA’s krav kan skabe vindere og tabere i Kvindefodbold

af | 22 august 2024 | Artikler

I november 2022 besluttede man i UEFA, at klubber, der ønskede at deltage i de europæiske turneringer med virkning fra turneringen 2024/25 skulle leve op til ”kravet om at man støtter kvindefodbold ved at implementere målsætninger og aktiviteter med det formål yderligere at udvikle, professionalisere og udbrede interessen….”. Dette kan løses gennem en samarbejdsklub.

Den sidste sætning er nok til lettelse for nogle klubber, da man så fx. kan betale sig ud af samarbejdet. Da kravet fra UEFA blev meldt ud, var der nogle klubber med kvindefodbold, som så chancen for at komme videre, for når ungdomstiden var ovre flyttede spillerne som for eksempel i Vildbjerg til andre klubber og disse klubber fik så gavn af Vildbjerg gode ungdomsarbejde. Vildbjerg SF’s kvindeformand Ketty Lauritsen er lykkelig, for rejsen fra 1. division til kvindeligaen er kort. Og der er allerede indgået kontrakter med flere spillere. De penge, som F.C. Midtjylland bidrager med er for dem kun få penge men for Vildbjerg mange penge. Ganske som ventet vandt Vildbjerg S.F. – nu F.C. Midtjylland – den første kamp her i efteråret.

Thy Thisted har været et attraktivt tilbud til 3 -4 spillere pr. år fra Vildbjerg de senere år, men dem mister man. Klubben har ligeledes fået et par bilfulde spillere fra Aalborg de senere år, men hvad tilbyder Aalborg videre frem.

Nogle klubber har været med hele tiden, andre er stoppet og andre er startet op

En mulighed for et godt samarbejde er jo også, at superligaklubberne har et helt andet set up, end hvad man har muligheder for i kvindeklubberne. I både Vildbjerg og Fortuna Hjørring har man også været begunstiget af, at man har kunnet afholde sommerturneringer, som vel har været grundlaget for, at man i Fortuna har kunnet købe en masse spillere, men det kan også være et skrøbeligt fundament, hvis man bygger på, hvad man plejer.

Flere kvindehold har haft en omtumlet tilværelse. OB havde lige pludselig ikke plads til kvinderne, som fyldte for meget i klubhuset. B1909’s kvinder, som var danmarksmestre, mødte pludselig op til en låst dør, da de kom til træning. Og så måtte de finde en anden klub. Topklubben for kvinder i Aarhus var gennem mange år HEI, men de flyttede til Skovbakken og i dag spiller de i AGF.

F.C. Nordsjælland var den første superligaklub, der har valgt at satse 100 procent på kvindefodbold i 2017 både strategisk, strukturelt og økonomisk, hvilket betyder, at kvinderne har samme vilkår som herrerne. I år blev de mestre uden noget pres fra UEFA. Et centralt pres kan nogle gange være godt, men har man noget at stræbe efter, er det de lokale ambitioner, der driver værket.

Peter Pedersen har oplevet miljøet indefra

En af de erfarne kvindetrænere her hjemme er Peter Pedersen, som med en UEFA Pro eksamen har en masse at byde ind med til træningen. Han startede i Vejle. Tilbragte derefter tre år i Norge hos først Tromsø og derefter et halvt år i Trondheim. Hjemme igen blev det til tre år i Kolding, et år i AaB for derefter at være to år i AGF.

Ifølge Peter er det grundlæggende problem mangel på penge. Lidt kort kan man sige, at spillerne, mens de går i gymnasiet, har en hverdag, som er planlagt ud fra, at der er plads til at træne. Hvad med dem, som ikke ønsker at gå i gymnasiet??? Vil man virkelig afprøve sit talent, må man tage til udlandet, siger Peter. Til fx Tyskland, England eller USA. En del tager også til Sverige f. eks. Malmø. Når man så kommer hjem som 24 – 26-årig har man ikke lyst til at bruge så megen tid på fodbold, men man vil godt spille i den bedste række. På den måde er ligaen for kvinderne for dårlig, siger han. Et problem kan også være, at kvindeholdet ikke får samme vilkår og service omkring kampe og træning som herrerne. Så trænere og ledere ud over deres normale arbejde med holdet, skal tage sig af ting som baneklargøring til kamp. Dagen før en kamp opdagede Peter, at græsset ikke var slået og var alt for langt. Han måtte så bruge natten på sammen med kvindeformanden at slå græsset i mørke, men dog hjulpet af lidt lys fra formandens lygte.

Pigerne tager ind til storbyen, når teenagealderen er ovre

Man ved jo også, at storbyerne trækker enormt meget i de unge, hvor det især gælder pigerne, så man kan som ledere og trænere uden for storbyerne godt føle lidt afmagt ved at beskæftige sig med piger, for når de bliver 19, rejser de jo bare væk!!! Spillerne i GOG sidder da ikke nede på Sydfyn og nyder idyllen. De bor i Odense og kører i bil til Gudme.

I AGF har man ingen udenlandske spillere, fortæller Peter, men Aarhus er nok også en attraktiv klub for piger i hele Jylland. Fortuna Hjørring, derimod ser ud til at have et flertal af udlændinge, men de er til gengæld en af de kvindeklubber, som vel altid har hørt til i den bedste række. Kolding – kvinderne, som Peter havde sin længste karriere hos, – mangler en superligaklub at kunne indgå samarbejde med, siger han, så de kan vel godt få problemer med at tiltrække og holde på spillere. Men i UEFA’s krav står der vel ikke noget om afstanden mellem samarbejdspartnerne.

Nordsjælland har overført deres projekt til kvinderne, som også skal have retten til at drømme. Brøndby har efterhånden været i toppen i flere år, mens det er spændende at se, hvad der sker med Damsø og FCK. Spillerne jubler da, for de har fået 10 mio. kroner til brug i 3. bedste række, hvor 5100 tilskuere overværede første kamp. OB er en klub, som vil kendetegnes ved, at de har et hold i den bedste række. Heldigt at de så lige nu har et kvindehold!

SkaerbaekcentretWinther Sport og Fritid.Busture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropadbuSportConcept InternationalSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDteamsports.comVerona CupLæs mere om Formthotics påBoldtour og Event