-I have fun like a child in the street. When the day comes when I’m not enjoying it, I will leave football. Citat af Lionel Messi.
-I trained 3 – 4 hours a week at Ajax when I was little but played 3 – 4 hours every day on the street. So where do you think I learnt football? Sagt af Johan Cruyff.
Sådan elsker børn det.
Alle børn kan lide at spille fodbold. Om det så kun er en gade (STREET), skal de nok få organiseret to mål, og en bold har alle jo. Alle kan være med uanset alder og evner, og det gælder om at få fat i bolden, så man kan gøre noget med den (POSSESSION), så man kan slutte af med at score et mål. Når man bliver kaldt ind til spisning, tænker ingen på resultatet. Har man haft det sjovt, kommer man igen næste gang.
Næste gang kan man måske lykkes med en headning, et skud eller en dribling, som man ikke lykkedes med i dag. Men næste dag er alt nyt. Ingen situationer er som dagen før, så man må bruge sin kreativitet og sin intuition – alt sammen under tidspres, for alle vil jo gerne have bolden.
Sådan gør trænerne det
Når børnene spiller i en klub, er det trænerens fornemste opgave at videreudvikle børnene fra det, de er, de kan og det, de elsker, så de lykkes med mere, når de spiller på to mål.
Sådan startede det for Henrik Mølbjerg, da han begyndte med sit U-9 hold. Drengene blev ældre og han måtte videreudvikle sig som træner og tog på DBU’s kurser. Det, han lærte på kurserne, passede måske godt nok til trænere i eliteklubber, men for ham som træner i en græsrodsklub skabte læringen dårligere præstationer blandt spillerne og oven i købet til nedrykning til lavere række.
Henrik lærte at dissekere spillet op i nogle færdigheder, som skulle trænes isoleret evt. med kegler som modstandere helt væk fra en kamplignende situation. Alle kender situationerne, hvor to spillere afleverer til hinanden med bedste fod, med svageste fod, med retningsbestemt tæmning + aflevering, på første berøring osv. osv. Og så kan man endelig spille på to mål de sidste 20 minutter ofte uden fokus på det trænede.
Opråb fra en træner ude på banen
Fortsætter denne træning også, når man bliver teenager, så kan Henrik Mølbjerg godt forstå, at man holder op med at spille fodbold, når der pludselig viser sig andre attraktive ting som fx fritidsarbejde, piger, efterskole og fester.
Børnene vil bare spille fodbold på to hold mod to mål. Den gode fodboldlærer/-træner vil bare udvikle spillerne til at blive bedre. I politik må man indgå mange kompromisser. Det samme må træneren og spillerne. Han udvikler dem, når de gør noget, som de finder sjovt.
Henrik Mølbjerg træner nu U-16 i Hjørring I.F., og den klub får nu gavn af erfaringerne fra det tidligere job som træner fra U-9 til U-16, så det er en træner, som selv har stået i problematikken med at være træner for ungdomshold. Han er endog meget bekymret over det store frafald af spillere i disse årgange, og det bliver kun værre og værre, hvis vi som klubber og trænere bare giver udenforstående faktorer skylden i stedet for at agere selv.
Træning for eliten styrer træning for bredden
De få dygtige spillere, som ved de tilhører eliten skal nok klare sig, men der er også et behov for, at der er en stor mængde, som eliten skal findes blandt, og så er der endelig et stort behov for, at der er respekt, udviklingsmuligheder og omsorg for dem, som ikke tilhører eliten inden for fodbold, men har helt andre visioner og drømme.
”Street possession” af Henrik Mølbjerg er især skrevet til folk, som beskæftiger sig med fodbold i teenage-årgangene. Både for trænere og klubledere, som skal få hverdagen til at fungere, men også for DBU-instruktører og DBU-ledere, som lægger rammerne for arbejdet med både eliten og græsrodsspillere.
Inden man køber den 358 sider tykke bog skulle man måske lige høre et radiointerview med Henrik Mølbjerg:
