Skolen og forældretrænerne er livsnødvendige for klubben

af | 23 december 2018 | Ilddsjæl

Skolen og forældretrænerne er livsnødvendige for klubben

Siden 1865 har Askov Højskole givet en masse mennesker fra hele Danmark en øjenåbner på deres videre færd gennem livet. Højskolen lever stadig fint. Mon også Askov Skole vil leve lige så længe? Nu har man flyttet 7. årgang til Vejen også, så naturligvis finder børnene nye venner der, og selvfølgelig vil man gerne spille fodbold med sine kammerater i Vejen. 3 kilometers cykling til Vejen Fritidscenter er jo ingenting i den alder.

Ildsjælen i Askov-Malt UI

Vejen kommune vil jo også som de andre kommuner investere de steder, hvor folk flytter hen og dyrker deres sport. Man kan så give op eller tage kampen op. Under ledelse af formanden for fodboldudvalget, Frank Thomsen, vil man vise, at man kan.

I udvalget skulle der ellers være 5, men kun 3 ville være med; så klarer man sig med det! Frank har selv både som barn og som voksen spillet i klubben, så han følte, at man måtte give noget tilbage for de mange gode oplevelser, han har haft. Hans egne børn spiller og har spillet i klubben, så han har hjulpet som træner og leder de sidste 13 år heraf de sidste 3 – 4 år om formand.

Kun ungdomshold i AMUI

I klubben er der i dag ingen seniorhold. Ej heller nogen oldboyshold, som vel ellers skulle være dem, der nu kunne betale noget tilbage til klubben ved at gå ind i lederarbejdet. På drengesiden har man kun spillere op til U-14, hvor skoleskift trækker spillerne til Vejen. På pigesiden har man derimod en aftale med Vejen om, at fra U-10 spiller alle piger i Askov, så der er en ret stor pigeafdeling med ca. 16 U-15 spillere, 30 U-12, U-13 og U-14 spillere, ca. 12 U-11 spillere og ca. 18 U-9 og U-10 spillere.

Alle trænere er forældretrænere, bortset fra U-15, som får lidt tilskud til lidt træningstøj. Derudover er der brug for en masse hjælpere til de mange arrangementer, som er med til at skaffe indtægter for at holde kontingentet på et passende niveau.

Man venter ikke, man gør noget

Beskeden som Frank Thomsen er fortæller han om, hvad ”vi” laver i klubben og ikke om, hvad ”jeg” laver. Men man skal lige være klar over, at andre ikke ville hjælpe til, hvis der ikke var en værdsat leder. For ofte ser man først lederens betydning, den dag han stopper.

Man burde også være stolt af faciliteterne i Askov. Stort klubhus med stort opholdsrum. En mindre hal, som bruges sammen med skolen, masser af baner på græsarealet samt en kunststofmultibane, som mange klubber ville misunde dem for. Der var ikke noget tilskud fra DBU, så man måtte ty til fonde, lokale firmaer samt mange timers gratis arbejdskraft fra byens beboere.

Sommerfodbold med unge trænere

Hvert år i uge 27 – første uge i skolernes sommerferie – afholder man DGI fodboldskole med selvvalgt indhold. Forældretrænerne er jo på arbejde, så der er en tradition for, at unge mennesker, som er rejst langt væk fra byen kommer hjem og bor hos forældrene, mens de om dagen er trænere på Fodboldskolen med morgenmad og frokost afsluttende fredag med bowlingtur eller lignende samt fest i klubhuset. 25 unge trænere tog sig af de 150 børn, som deltog sidste år.

Mellem jul og nytår afholdes i år for 30. gang Martinsen Cup med sidste år 220 deltagende hold, hvilket kræver stor forberedelse og mange mennesker på de to kampdage.

Messeby Cup i Fredericia deltager man traditionelt i hvert år, men nu er de ældste piger ved i fællesskab at tjene penge til en tur til udlandet. Fodbold og sociale arrangementer er vigtige elementer i klubbens arbejde. Helt på tværs af alder og køn bliver spillet ved Sneeker Cup, hvor holdene sammensættes, så man får helt nye holdkammerater. Alle skal føle, at de er med i et stort fællesskab.

God ledelse giver godt sammenhold

En god leder er den, der viser vejen og skaber noget gennem andre. Hjælperne føler, at det de yder kommer byens børn til gode gennem gode faciliteter og en masse gode oplevelser. Derfor har de tillid til lederen og vil føle sig forpligtet til at hjælpe i fremtiden.

Frank står ikke bare og nyder situationen lige nu. Det næste, der skal ske, er renovering af omklædningsrummene. Det er ikke noget, som kommunen bare sørger for.

Boldtour og Eventteamsports.comWinther Sport og Fritid.SportConcept InternationalVerona CupLæs mere om Formthotics påSkaerbaekcentretBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDdbu