Selv om man er en mindre god fodboldspiller, kan man sagtens være et godt klubmedlem

af | 20 oktober 2021 | Artikler

I skyggen af FCK og Parken ligger den hyggelige og i dag velfungerende forening, Boldklubben Skjold, der virkelig har forstået at tiltrække, rumme og fastholde københavnerne i alle sociale sammenhænge til fodbold og fællesskab. Dansk Træner Union kiggede forbi Danmarks største fodboldforening og fik en snak med formand Jan Sørensen.

BK Skjold har plads til alle. Foreningens mangfoldighed afspejler sig i det imponerende medlemstal. BK Skjold tæller i dag omkring 2.800 aktive medlemmer, heraf er cirka 1.800 børn og unge. 300 medlemmer er piger og kvinder.

– Vi er en forening, som hylder mangfoldigheden og fællesskabet. Det er ikke et mål i sig selv at være anderledes, men vi ser os som et samlingspunkt i København. Og netop derfor skal vi afspejle hovedstaden og alle de forskelligheder, der er socialt, kulturelt, etnisk, seksuelt og økonomisk osv. Derfor har BK Skjold bl.a. fodbold for autister og psykisk sårbare – et samarbejde med Pan Løbeklub – og flere ældre idrætsaktiviteter. Forskellighed på et fodboldhold er vigtig for os, og vi tager alle forskelligheder ind. Fodbold er et godt eksempel på, at forskellighed giver det bedste resultat. Også uden for banen, forklarer Jan Sørensen og fortsætter:

– For os er drivkraften medlemsdemokratiet, fællesskabet og at blive endnu stærkere som et lokalt samlingspunkt. Den fodboldmæssige kvalitet skal gerne følge med, og det skal være attraktivt at spille fodbold hos os, men i høj grad skal vores medlemmer have det godt, have lyst og glæde ved at komme i klubben og være sammen til hygge og samvær i vores klublokale. Mærke at man er værdsat. Derfor er det ikke så vigtigt, om man er supergod med en fodbold. Man kan sagtens være en mindre god fodboldspiller, men være et godt klubmedlem, der måske kan bidrage på andre planer, måske blive en god træner eller frivillig.

Formanden har været med hele vejen. Også i 2012, da klubben i Fælledparken var tæt på en konkurs. Men en imponerende redningsaktion, frivilligt arbejde og de rigtige visioner og moderniseringer har banet vejen for en sund og aktiv forening i dag. BK Skjold har været Jan Sørensens hjemmebane i flere omgange i 90’erne og 00’erne som træner og sportschef. Han har tillige været assistenttræner for HIK og stået i spidsen for Unionsholdet på et tidspunkt. I dag kan han stolt se tilbage på 11 år som formand for sin hjerteklub i det indre København.

BK Skjold har ungdomshold i alle rækker. På pigesiden er der kun tilmeldt få hold til turneringer, fordi mange ikke er interesseret i at spille kampe. Det gælder også for nogle drengespillere. De kommer for at træne og hygge sig sammen, men går ikke op i resultater. (Foto: DTU)
BK Skjold har ungdomshold i alle rækker. På pigesiden er der kun tilmeldt få hold til turneringer, fordi mange ikke er interesseret i at spille kampe. Det gælder også for nogle drengespillere. De kommer for at træne og hygge sig sammen, men går ikke op i resultater. (Foto: DTU)

BK Skjold er stadig en forening præget af udvikling, innovation og initiativer, der ligger tæt op ad de oprindelige traditioner fra tiden omkring Folkeoplysning, Grundtvig og Hal Koch, som alle sætter det sociale engagement, sammenholdet og demokratiet øverst. Derfor er det BK Skjolds mål at være rummelig og fastholde flest mulige medlemmer i et aktivt fodboldliv og i et sundt fællesskab. Det er børnenes eget engagement, træning og udviklende oplevelser, der er drivkraften. Således opererer BK Skjold ikke med selektering og en klassiske opdeling i et 1., 2. eller 3. hold, men fungerer derimod i store grupper, hvor spillere rokerer mellem forskellige kamphold. Jan Sørensen forklarer:

– Vi kører med store grupper, hvor årgangene træner sammen, uanset niveau, og sorterer ikke spillere fra undervejs. Vi har valgt en tilgang med to store børne- og ungdomsgrupper. En såkaldt ”Basisgruppe” og en såkaldt ”Ekstra gruppe”. Basisgruppen er den fleksible og afslappede gruppe uden forpligtelser, hvor børn kan komme, træne og spille, men samtidig har tid og mulighed for at passe andre fritidsaktiviteter eller tage på rejser og i sommerhus. I ekstragruppen forpligter spilleren sig mere. Men stadig, vi vælger ikke ud fra om barnet kan spille fodbold, det gør barnet og familien selv. Hvis spilleren – uanset niveau – er opsat på at passe sin træning, så har vedkommende også mulighed for at få en ekstra træningsdag og dermed at deltage i flere turneringer, stævner og ture.

I BK Skjold udtrykker flere børn og ungdomsspillere mest glæde i fællesskabet og er lidt ligeglade med at spille om point i turneringer. Så nogle kommer mest for at have det sjovt med holdkammeraterne til træning. Det har Jan Sørensen det fint med:

– Vi er ret tydelige i vores filosofi om at fællesskabet, medlemsdemokratiet og breddeidrætten er vores varemærker. Ja, vi skal være så tydelige, at man også kan vælge os fra, hvis man ønsker det. En spiller med en mere traditionel tilgang til holdopdeling og holdudtagelser må inderligt gerne tage videre til f.eks. naboklubben B93. Der er heldigvis plads til flere klubber og måder at arbejde på.

Når børnene får fri fra skole og daginstitution, sprudler der af liv på boldbanerne i Fælledparken. BK Skjold tilbyder ligeledes ældreidræt hver formiddag med blandt andet petanque, billard, cykling, floorball og fodbold. (Foto: DTU)
Når børnene får fri fra skole og daginstitution, sprudler der af liv på boldbanerne i Fælledparken. BK Skjold tilbyder ligeledes ældreidræt hver formiddag med blandt andet petanque, billard, cykling, floorball og fodbold. (Foto: DTU)

I BK Skjold ønsker man ikke at binde sig op på en konkurrerende idrætsgren under samme tag, f.eks. håndbold eller basket, som måske er drevet af ambitioner og pengebehov. Og man har heller ingen sportslige målsætninger om at komme i divisionerne med seniorførsteholdet lige nu. Foreningen har derfor også sagt pænt nej tak til at beholde deres tildelte DBU klublicensstjerne, fordi det forudsætter, at klubben har lønnede A-licens-trænere tilknyttet i klubbens arbejde. Det føler man ikke giver nogen værdi sportsligt eller økonomisk på nuværende tidspunkt.

– Det er vores mål at gøre det bedst muligt under de forhold, vi nu engang har. Når man ligger i skyggen af FCK og Parken, så véd vi godt, at vi ikke kan slå dem på økonomi og ej heller på en fodboldbane. Men vi kan slå dem på stort set alle andre parametre. Det er ligesom at åbne en kaffebar ved siden af Starbucks. Det kan man sagtens. Man skal bare være klar over, hvad man gerne vil. Og vi véd, hvad vi vil: Vi vil være det sociale samlingspunkt for københavnerne. Børn, voksne og ældre skal opleve, at vi sprudler af liv og aktiviteter hele dagen.

For BK Skjold er det ligeledes vigtigt at række ud til det omkringliggende samfund og bygge broer til det sociale arbejde, til kultur og kunst og til det sundhedsmæssige. BK Skjold er gået sammen med Nørrebro United og BK Vestia, og med støtte fra Københavns Kommune og flere fonde, om at iværksætte et større projekt til udsatte børn, der hedder ”Brobold”. Jan Sørensen sætter ord på:

– Der ikke rigtig plads og mulighed for at anlægge nye fodboldbaner i det indre København på Østerbro, Nørrebro eller Vesterbro. Så vi har fået politikerne overbevist om, at alle de små boldbure, der ligger rundt omkring på byens legepladser, at gøre dem egnede til foreningsfodbold. Indtil videre er syv boldbure blevet anlagt med kunstgræs og lys, så børn kan træne og spille fodbold, netop der, hvor de bor. Vi véd, at specielt udsatte børn i belastede boligkvarterer, ikke bevæger sig ret langt fra bopælen, og at de voksne ikke har overskud til at følge deres børn over til fodboldklubben. Så vi prøver at flytte vores træning derud, hvor børnene bor og måske på sigt fange deres interesse og lyst til fodbold. Initiativet har været tre år undervejs og målet er som nævnt at få udsatte børn aktive til fodbold i en tidligere alder, ind i foreningslivet og hen i den lokale fodboldklub. Som tingene er nu, oplever vi, at nogle af de børn først i 10-11-årsalderen begynder at gå til fodbold. Vi ønsker at fange dem allerede, når de er omkring 5 år gamle.

Hvad giver dig mest glæde som formand?

– Når jeg mærker, at vores fodboldklub betyder noget for andre. Når der kommer en grædende mor og fortæller, at hun er lykkelig for at hendes dreng er fortsat med at spille fodbold og er glad for det, fordi det er et lyspunkt og frirum i drengens kaos midt i forældrenes skilsmisse. Når fodbolden betyder noget, og drengen føler, at han hører til her – det betyder alverden for mig. Jeg bliver også rigtig glad, når vi kan hjælpe en dreng med en svær opvækst til et ophold på college i USA, hjælpe ham videre med hans skolegang og fodbold, eller når vi kan sende en anden dreng med udsat baggrund på et års fodboldophold i Madrid, samtidig med at hans gamle træner i BK Skjold holder ham i ørerne under hans uddannelse. Det er alt det udenom fodbolden, hvor vi kan flytte noget, som bringer mig glæde: fællesskabet, udflugterne og de fede aftener i klublokalet. Endelig bliver jeg også glad, når jeg hører, at forældre melder deres barn ind i klubben, fordi vi arbejder, som vi gør. Når det er et aktivt tilvalg at spille for BK Skjold.

Landsholdsspiller Pierre-Emil Højberg har fået sin fodboldopdragelse i BK Skjold. Forleden lagde han vejen forbi og donererede 250.000 kroner til sin barndomsklub. Også landsholdsspiller Yussuf Poulsen stammer fra BK Skjold. (Foto: TV2)
Landsholdsspiller Pierre-Emil Højberg har fået sin fodboldopdragelse i BK Skjold. Forleden lagde han vejen forbi og donererede 250.000 kroner til sin barndomsklub. Også landsholdsspiller Yussuf Poulsen stammer fra BK Skjold. (Foto: TV2)

Winther Sport og Fritid.SportConcept InternationalVerona CupBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDBoldtour og EventLæs mere om Formthotics pådbuSkaerbaekcentretteamsports.com