Hele sit liv bortset fra det første halvandet år har Rasmus Bertelsen boet i Lystrup, som ligger nogle få kilometer nord for Aarhus. Først boede han sammen med forældrene og sin bror i byen og nu bor han sammen med kone og børn. Han var et halvt år træner i Vejle Boldklub og oplevede konsekvenserne af at blive boende i Lystrup, idet han først kørte til Randers, hvor han havde fået job som lærer. Derfra kørte han til Vejle for endelig at ende dagen i Lystrup undertiden både i klubben og hjemme, fortæller hans far Finn Bertelsen. Han har også fået en henvendelse fra England, men et besøg derovre resulterede ikke i nogen aftale. Men påstanden om aldrig at flytte væk fra Lystrup skal nok blive udfordret, for trænere er altid i søgelyset hos mange klubber. Heldigvis ligger Lystrup et godt sted i landet for en træner, hvis han gerne vil kombinere lidt bilkørsel med træningen. Tæt ved motorvej 45 fra Aalborg i nord til Sønderjyske i syd er der mange attraktive klubber, og vil man bevæge sig lidt ind i Jylland er der såmænd i alt et dusin klubber i de to bedste rækker.
Forældretræner for to sønner
Rasmus begyndte at spille fodbold, da han var 4 år og et par år efter fulgte lillebroren med. og som en selvfølge også dengang skulle børnene trænes af en forælder. Det blev deres far Finn Bertelsen, som også har været både aktiv spiller og bestyrelsesmedlem og i dag er kampplanlægger for børneholdene. Dengang lå træningsanlægget upraktisk på et sted, hvor adgangsforholdene for børn var noget usikre pga. trafik, indtil man for seks år siden fik det nuværende anlæg. Med faren som træner deltog de to sønner i mange stævner med et toppunkt i 1991, hvor holdet vandt Aarhusmesterskabet. Det var også dagen, hvor Rasmus toppede, idet han lavede mange mål, fortæller Finn.
Vandt regionsmesterskab
Finn stoppede med at træne holdet, da spillerne var 10 år gamle, hvilket var typisk allerede i 1994, da børnene begyndte at spille 11-mands fodbold og det kræver en anden træner end en forælder!! I 1995 vandt holdet det sidse 11-mands regionsmesterskab i det sidste regionsfinalestævne i Randers foran AGF, Randers Freja og Horsens KFUM. På det tidspunkt i børnenes liv gør de sig nogle overvejelser om deres fremtidige fodboldliv.
Skal de bruge tiden på fodbold eller noget andet? Eller vil de gerne blive i fodboldverdenen, men er de gode nok til at blive det de drømmer om – nemlig at blive en god fodboldspiller? Rasmus bliver i en tidlig alder træner for et U13-hold i Lystrup IF og oplever, at han får dækket et behov for at bestemme og tage ansvar for en gruppe børn og unge i klubben.
Rasmus tog til Skovbakken og to DBU-uddannelse
Dette skete, mens han læste til lærer. Efter kort tid blev han scoutet af Skovbakken, som fik ham overtalt til at blive ungdomstræner der. I klubben mødte han Anders Gerber, i dag ansat i DBU, og han så muligheder i Rasmus og fik ham til at gå i gang med DBU’s uddannelser. Han tog også A-licensen, som Rasmus selv betalte, så da han forlod Skovbakken kort tid efter, skyldte han ikke Skovbakken noget.
Allerede da Rasmus var 16 år, som er yngste alder for at gå op til dommereksamen, erhvervede han sig den eksamen, så han kunne måske have været superligadommer i dag, men det var ikke den vej, han ønskede at gå, fandt han ud af. Mødet med en dommerbedømmer fik ham til at satse på trænervejen, fortæller faren. Men dommereksamen er da en vigtig forudsætning for trænerarbejdet. Kender man ikke de regler, som arbejdet udføres under, kan man let løbe ind i frustrationer og konflikter, som leder tankerne væk fra det, som man skal guide spillerne igennem på banen.
I Randers er han cheftræneren og i Lystrup er han Rasmus
Når Rasmus kommer i klubben i dag, er det til det nye anlæg med klubhus, som blev bygget for seks år siden, men det var på det gamle anlæg, som i dag er nedlagt, at Rasmus med broren og faren tilbragte en stor del af sit liv. Her mødtes man med mennesker – både jævnaldrende, ældre og voksne, som havde én fælles interesser. Som ellers mange har Rasmus ikke haft behov for at flytte ind til storbyen Aarhus kun få kilometer mod syd, fortæller faren. Måske har der været en kultur i klubben, som har givet plads til alle og givet alle muligheder for at udvikle sig. De ældste ungdomsspillere kunne være med til at træne de yngste osv. Som børn er man sammen i skole og fritid, senere søger man hver sin uddannelses- og jobvej og senere livet igennem bevarer man trods forskelligheden sammenholdet ved at mødes. Sådan har Rasmus det. Skifter man – som mange trænere på højt plan gør det – klub efter 3 – 4 år mister man noget af eller måske alle relationerne til bekendtskaberne fra de første mange år af ens liv.
Klubberne har ud over at lære medlemmerne at spille fodbold også en opgave med at skabe en kultur, hvor man lærer fællesskab og hjælpsomhed. To ting, som Rasmus også har kunnet bruge i sit efterhånden mangeårige arbejde i Randers, siger han.
