D. 11. juni spilles den første kamp ved VM 2026 i Mexico, USA og Canada, og inden da er de deltagende lande ved at afslutte deres nationale turneringer. I nogle lande spiller man, som man altid har gjort med en turnering, hvor alle holdene møder hinanden på hjemmebane og på udebane, og så er medaljerne fordelt samt nedrykkerne fundet. I de senere år er en del lande i Europa gået over til først at mødes to gange, hvorefter den bedste halvdel – typisk 6 hold – spiller om medaljer og deltagelse i de europæiske turneringer, mens de nederste 6 hold spiller om at undgå de 2 nedrykningspladser.

Store lande har store ligaer

Kigger man rundt i om i de store fodboldlande i Europa har England, Italien og Spanien det til fælles, at der i deres bedste række er 20 hold, alle hold mødes to gange, medaljevindere og deltagere i europæiske turneringer bliver fundet og de 3 nederste rykker ud. Det er kampe i disse turneringer, som der bliver sendt masser af i tv i Danmark og stadions er fyldt med tilskuere, i det mindste når de store klubber spiller.

Tæt på disse 3 lande ligger Tyskland, Polen, Frankrig, Portugal og Holland med 18 hold i ligaen. I Holland og Portugal rykker 2 hold ned, i Polen og Frankrig 3 hold, mens nr. 3. sidst i Tyskland skal spille om forbliven mod nr. 3 i 2.Bundesliga.

Fælles for de fleste af de 8 ovennævnte lande er, at de både geografisk og befolkningsmæssigt er store lande, så de har behov for at have en liga med mange hold, så interessen både for at spille og som tilskuer at overvære kampe kan blive vedligeholdt og måske forstærket. De store lande i Europa ser altså ud til ikke at have lyst til at ændre deres struktur. Når man har mange tilskuere, ser man nok heller ikke nogen grund til at ændre på konceptet. En grund til ændring kunne vel fx. være, hvis det år efter år var de samme hold, som placerede sig i toppen og der var mange kampe med store sejre. En begrundelse for at ændre strukturen vil ofte være, at der skal være noget at kæmpe for i alle kampe. Det er det, som trækker tilskuere. Men med mange tilskuere og ambitiøse spillere og trænere kan man vel næppe forestille sig en kamp, hvor der ikke er noget at kæmpe for.

Ligaer med 20, 18, 16 og 12 hold

I næste lag med 16 hold ligger fx Belgien, Rusland, Norge og Sverige. De 2 sidstnævnte sender nr. 15 og nr. 16 ned i næstbedste række, mens nr. 14 spiller mod nr. 3 i næstbedste række om en plads i bedste række. Rusland lader de 2 sidste rykke ned, mens holdene i Belgien spiller videre i 3 grupper: De 6 øverste om mesterskab m.m., nr. 7 – 12 et midterspil, mens nr.13 – 16 spiller om ikke at rykke ned.

Blandt de lande, som starter sæsonen med 12 hold, som efter 22 kampe bliver delt i et mesterskabsspil og et nedrykningsspil er – ud over Danmark – Finland, Østrig og Schweiz. Det er lande som fodboldmæssigt hører til i middelgruppen i Europa uden de store afstande. I Finland er de fleste hold i den sydlige del af landet. I Østrig og Schweiz rykker kun 1 hold ud, så her spilles i nedrykningsspillet om væsentligt færre pladser end, hvad vi kender til i Danmark, hvor 7. og endog 8.-pladsen med meget held kan bringe holdet til deltagelse i Europa League. En mulighed, som kan give motivation til hold, som ligger langt fra nedrykningspladserne vil nogle nok argumentere for. Skal Danmark sende de bedste hold ud i Europa, kan muligheden for hold i nedrykningsspillet for nogle synes lidt ulogisk.

Små lande mod nord finder deres løsning

Tager man længere mod nord, hvor sæsonlængden begrænses af et koldere klima, må man nøjes med færre hold i rækkerne. I Island, hvor sæsonen kan ligge mellem maj og oktober er der blot 12 hold og de 2 nederste rykker ud. På Færøerne er der 10 hold, hvor også 2 rykker ud. På Grønland med kulde, sne og lange afstande afgør nogle få lokale kampe fordelt i regioner på øst- og vestkysten, hvilke 8 hold, der mødes en uge i august til et ”final 8 stævne”, hvor der spilles kvart-, semi- og finale om et mesterskab, som ikke giver adgang til noget uden for Grønland.