Trump ville have Grønland mens Concacaf, sammenslutningen af landene i Nord- og Mellemamerika samt Caribien, ikke ville have Grønland. Endelig er der Conifa, som i 2015 blev grundlagt for lande og befolkningsgrupper, som ikke er medlemmer af FIFA. I Asien er kurderne fx. et folkeslag, som er spredt rundt i flere lande. Og deres eneste mulighed for at deltage i officielle turneringer for deres landshold er Conifa Asien.
I første uge af juni deltog Morten Rutkjær som træner for Grønlands landshold i Conifa Euro 2026, som i år fandt sted i Norditalien nær Milano. I Europa er der 17 medlemmer af Conifa. Deriblandt er Nordcypern, som med hjælp fra Tyrkiet rev sig løs fra det øvrige Cypern, men aldrig er blevet godkendt som selvstændig stat. Grønland bliver betragtet som en del af Danmark på nøjagtig samme måde som Færøerne, men færingerne fik for ca. 50 år siden sin fodboldmæssige frihed, da reglerne var anderledes.
Et stort land med lille befolkning vandt bronze
Grønlands første kamp var mod Padania og blev tabt med 1 – 3. Padania er et navn for Po-sletten i det nordøstlige Italien. Et område, som både politisk og socialt gennem tiderne har distanceret sig fra den sydligere del af Italien.
Kamp nr. 2 var mod Raetia fra Schweiz og blev vundet med 4 – 1. Så var Grønland med det klart laveste befolkningstal af de deltagende hold klar til kampen om bronze. Modstanderen var her Canton Ticino, der er den af de schweiziske cantoner, som landet i deres decentrale styre er opdelt i, der ligger længst mod syd og hvor næsten alle taler italiensk. Grønland vandt bronzekampen 3 – 2. Man forstår Morten Rutkjærs beskrivelse af den eufori, som sejren skabte. Grønland sejrede og fik et bevis på det med hjem. Et bevis som i evighed vil skabe stolthed.
Det grønlandske landshold har kun et års tid til at hvile på laurbærrene, for til næste sommer mødes verdens øsamfund til ”Islands games” på Færøerne. Det er en slags mini Olympiske Lege primært med deltagere fra Europa, hvor der konkurreres i 14 idrætsgrene. Naturligvis også fodbold. Så nye udfordringer venter på Rutkjærs bronzevindere.
Man må beundre grønlænderne
For et folk som grønlænderne, der lever under nogle vilkår, som ligger langt væk fra dem, som andre fodboldglade børn, unge og voksne lever under, er det ikke så mærkeligt, at det at score et mål, at lykkes med en målmandsredning eller at vinde en kamp en kæmpe glæde og et bevis på, at vi kan godt. Landsholdet = fællesskab. Det er den fodboldverden, som Morten Rutkjær og Danny Jung lever i som landstræner for herrerne og kvinderne. Inden man går i gang, ved man, at man har naturen, geografien og vejret som de tre første modstandere og som konsekvens deraf også økonomien.
Danny Jung vil vise kvinderne frem.
Kvindefodbolden har ligget i hi i nogle år, men i 2024 kom Danny Jung til som landstræner. En landstræners opgave er vel at rejse rundt og finde talenterne, men afstanden fra nord til syd i Grønland er som i Europa, og rejsemuligheder er med fly, med helikopter, med båd eller med hundeslæde. Det er enten for dyrt eller for langsomt. Mens der for herrernes vedkommende deltager 8 hold fordelt ud over Grønland, deltog der sidste år 4 hold i kvindernes mesterskabsspil, og de var alle fra Nuuk. Men ved også at have fodbold for kvinder, sender Grønland et signal til de lande, som de gerne vil være sammen med (AEFCA), at de er klar til at være med på de givne vilkår.
Sne, is, frost og kulde gør, at der først kan trænes og spilles fodbold fra maj/juni afhængig af, hvor i landet man bor, og de afsluttende kampe om mesterskabet må finde sted allerede i august. Drømmen er nok at få en overdækket fodboldbane, som så ville blive placeret i Nuuk til kæmpe glæde for klubberne i hovedstaden. En dyr og lang rejse vil nok betyde, at de andre klubber ikke ville få så meget gavn af banen
Til august i år tager kvindelandsholdet til Færøerne og møder deres U19-landshold samt et hold mere forlyder det.
