Nutidens trænere på 13 til 20 år har nu i fire sæsoner haft muligheden for at søge om optagelse på DBU’s kursus med økonomisk støtte fra Forenet Kredit. MG og BK har i år 4 trænere på kurset, mens de sidste år havde 5 pladser ud af de 25, som var samlet på Fyn. De fleste klubber har nok været noget mere tilbageholdende med at tilmelde deltagere, mens Mikkel Ørum har grebet chancen for at gøre de unge trænere dygtigere. Ud af de fem er to af forskellige grunde ikke trænere i klubben lige nu, mens Viola Frandsen er en af trænerne for de helt små nybegyndere, Dana Nørgaard Pedersen er                    med i teamet af trænere for U9 – U10 piger, hvor man samarbejder med naboklubben i Strib, så man har et attraktivt tilbud til pigerne i begge klubber. Victor Ørum går i faderens, Mikkel Ørums fodspor som træner.

Et kursus med jævnaldrende har noget ekstra

De unge trænere har fået C1 og C2 kurserne de dage, hvor de har været samlet i Årslev Boldklub, som har stillet medier til rådighed. Når man som Viola er træner for de helt små nybegyndere i hverdagen, kan der være en enorm stor forskel på de vilkår, man består C1 og C2 på og den verden, man skal agere i derhjemme, men som Viola siger, så er det jo blot et spørgsmål om at kunne omsætte træningen til et lavere niveau. Træneren må tilpasse sig spillerne. Når en klub som i dette tilfælde Årslev stiller nogle spillere til rådighed som medier, er det typisk U10 til U12, og det betyder jo, at kursister, som til daglig træner disse årgange vil have en lille fordel. Man kunne næppe forestille sig, at medierne var var piger på 6 til 8 år!!!

Man besøgte både kvinde- og herrelandsholdet på deres træningssamlinger i henholdsvis Aalborg og København. Kursisterne fik på banegården udleveret en togbillet og måtte klare turen til endestationen. For en 13-årig, som kommer alene fra en klub og aldrig kører med tog, kan ture godt være lidt af en udfordring. En dag var der samling i Oure på Sydfyn. Kurset strakte sig fra september til marts. Kursisterne på Fyn sluttede af med en bowlingtur i Odense.

På kurset er man unge sammen, men på banen er unge og ældre sammen

MG og BK har en ganske pæn indtægt hvert år på ”Rock under Broen” og skulle ikke sortere i de unge, som ønskede at blive en del af ”Fremtidens trænere”, så med de fem, som har deltaget de sidste to år samt også deltagere de to første år har klubben vist, at man gerne vil have unge trænere.  Det er også et spørgsmål, om investeringen i unge trænere ikke også har en mere langsigtet effekt. Forældretrænere stopper næsten altid i klubben, hvis de ikke kan træne deres eget barn. Har de unge trænere haft en positiv både faglig og social oplevelse med C1 og C2, kan det jo også godt være, at de ønsker at udbygge uddannelsen. De unge er nok også mere modtagelige for ideer udefra, da de   nok har lettere ved at sætte sig i deres spilleres sted end forældregenerationen kan. Og for de unge er erkendelsen af, at man må indgå kompromisser med spillerne for at blive bedre. Endelig er der vel også en glæde hos den unge træner, når en eller flere af spillerne  får øje på ham/hende og råber til de andre børn ”Det er min træner!!” Det giver måske flere medlemmer.

Et trænerjob contra et job i en butik

Man hører ofte fra klubberne, at det er umuligt, at få de unge til at blive trænere, da man altid vil tabe kampene til ungearbejdet i dagligvarebutikkerne. På den korte bane, hvor det bare gælder om at få flere lommepenge, er det klart. Men hvad er der ved at sige ”Hej”, ”Vil du have bonen” og ”God aften”?

Trænerjobbet har en langt større effekt. Kunsten at kunne lede en gruppe børn mod et for både træneren og spillerne fælles mål er en kæmpe kunst, som ikke er noget, som man bare lærer. Mange kender sikkert også unge mennesker, som når de er sammen med jævnaldrende, er temmelig tilbageholdende, men når de er sammen med børn, er de helten.

Den helt store fordel ved at have været fodboldtræner for børn kommer, når man efter uddannelsen skal søge job. Man har vist, at man har nogle færdigheder, som skal bruges i fx. børneinstitutioner, folkeskoler, efterskoler, ungdomsuddannelserne og også andre steder, hvor arbejdet er overladt til en gruppe mennesker fx, på en byggearbejdsplads, i en forretning osv.

Da undertegnede var til sin første og eneste jobsamtale som 24-årig, blev der kun talt om én ting: At være fodboldtræner. Og jobbet havde intet med fodbold at gøre.