Gennem 53 år har Johnny Kristensen været træner i klubber i Thy – dog aldrig i F.C. Thisted –, og ingen opgaver har været for små til, at Johnny sagde ja til opgaven. Om det var et kvindehold eller et børnehold gjorde ingen forskel. Mange mennesker i Thy vil kunne sige: ”Ham har jeg haft som træner”, når han færdes i området. Det var i Hurup, hovedbyen i det sydlige Thy, han gik i skole og der, han bosatte sig. Rygtet om hans mangeårige arbejde nåede også uden for Thy, for i 2022 fik han overrakt DBU’s sølvnål. Havde trænerne i Dansk Træner Union problemer med deres arbejdsgiver, kunne man bare ringe til Johnny, der som juridisk rådgiver i DTU, altid gav kvalificeret hjælp.
Andre i Thy kender ham måske bedst fra erhvervslivet, hvor han var 29 år i forsikringsbranchen, 16 år som assurandør, taksator og skadechef. De sidste 10 år arbejdede han som forretningsfører og direktør. Specielt huskes han nok af en familie, som ringede til ham midt om natten, hvor deres deres gård med al indhold ud over det tøj, de stod i, brændte helt ned til grunden. Johnny kom med det samme. Han udskrev en check på 50.000 kr., for de skulle jo have mad, tøj og et sted at bo. Johnny nåede også de senere år at have et job i håndboldklubberne Lemvig-Thyborøn og HH Holstebro med ansvar for sponsorer og salg.
Thisted har to hold, som ligger til oprykning og det kræver flere sponsorpenge
1. august 2025 måtte Johnny vælge mellem træningsbanen og et direktørjob i F.C. Thisted. Det blev til et nyt job i en ny klub. Med sin erfaring fra fodboldverdenen og erhvervslivet som leder ser Johnny ud til at have de perfekte forudsætninger for at løse sin opgave med primært sigte på sponsorarbejdet, at bevare de nuværende og skaffe nye, så det samlede beløb forøges.
Johnny ser ud til efter kun halvanden måneds ansættelse at føle sig godt tilpas med de udfordringer, han bliver udsat for og den kultur, som skal bevares. – Thisted er en god klub, fortæller han. Der er ca. 900 medlemmer, og elite og amatører har et godt samarbejde, man har masser af græsbaner, dog kun én kunstgræsbane. Hvordan man får en mere, har Johnny ikke lige løsningen på. Kvinderne i B-Liga og herrerne i 2. division har begge chancen for at rykke en række op, hvilket vil være spændende, men også kræve endnu flere sponsorer. Kvinderne skal blandt andet give mulighed for at kampene kan blive sendt på tv. F.C. Thisted får sponsorpenge ved at ”mange bække små gør en stor å”. Klubben har tre hovedsponsorer i Sparekassen Thy, Thisted Forsikring samt Thisted Kommune, og de i alt ca. 200, som man har nu, giver en stor sikkerhed for, at der også i årene fremover vil blive spillet topfodbold i Thisted, men også med mange børne- og ungdomsspillere og hele breddeafdelingen. Kan en ny sponsor tegne et sponsorat uanset størrelse, bliver det modtaget med kæmpe TAK i en klub som Thisted F.C., siger Johnny.

Klubben er byens samlingssted
Set på afstand er det naturligvis klart, at sponsorerne giver et ganske fint beløb til klubben, men de får nu også meget tilbage. Ud over den store promovering har man en Erhvervsklub, hvor man bliver indbudt til 2. divisionskampe på stadion med først spisning og senere kaffe og kage samt, hvad der kan være meget vigtig for deres virksomhed, muligheden for kontakt med andre virksomheder, som man kan indgå aftaler med. Fodboldkampen er en vigtig del, men samtalerne, udveksling af mailadresser og aftaler om nye arbejdsopgaver tæller meget, for også i erhvervslivet er de personlige relationer vigtige. Har man haft succes med en forretning/virksomhed tidligere, vil man nok kontakte den igen. Johnnys opgave? At bruge tiden på at snakke med sponsorerne, siger han. En topplacering med mange sejre kan jo også være med til at skabe en god stemning og stolthed over at være med i fællesskabet i Thisted.
Selv om der er store afstande, er der mange attraktive tilbud
Thisted ligger i et område, hvor der er stor konkurrence om både medlemmer og sponsorer. Mod øst har man Aalborg Håndbold, mod sydøst Mors-Thy og Skive og mod syd Holstebro, hvor sponsorerne får mere eksponering i blandt andet tv, og for unge ambitiøse piger og drenge kan vejen til succes godt føles kortere, hvis man spiller håndbold frem for fodbold. – Heldigvis har vi succes i såvel børne- som ungdomsrækkerne, siger Johnny.
Søndag d. 9. november afholdes Thisted FC Spinning, hvor et firma udefra gør scenen med cyklerne klar, og sponsorerne kan vælge mellem forskellige sponsorpakker. Sidste år gav arrangementet 400.000 kr. og i år bliver det beløb forhåbentlig endnu større, fortæller Johnny.
Gymnasiet ligger lige ved siden af banerne, og vil derved nok være med til at fastholde nogle af de unge mennesker, men den geografiske placering betyder også, at en hel del unge mennesker vælger at flytte væk. Men der er også et samarbejde mellem U-19 og 2. div.-holdet om, at nogle spillere kan få lov til at afprøve sig på et højere niveau, så de står lidt bedre rustet til at vælge den rigtige vej efter U-19.
Thy får som en stor del af Vestjylland også en del udlændinge, som bliver boende. Johnny ser det som noget positivt, at F.C. Thisted som en idrætsklub kan være et godt sted at blive integreret og måske også at få opfyldt nogle fodbolddrømme.
Fodbold er som udgangspunkt noget, som foregår efter kl. 16.00, så Johnnys arbejdstid er også rykket til lidt senere på dagen end for normale arbejdstider, fx. har han kontortid, hvor alle kan komme mandag og torsdag kl. 15 – kl. 18. Med Johnnys store interesse for fodbold gennem så mange år, nyder han åbenbart også at se, hvad der foregår rundt omkring på banerne, og så kan klokken pludselig være mange, inden han er hjemme i Hurup.











