DBU investerer i fremtidens trænere

af | 26 juni 2025 | Artikler

For 4. år i træk har DBU tilrettelagt et forløb for 13 – 20-årige piger og drenge, som i dag fungerer som ungtrænere eller assistenttrænere. Der er plads til 240 på holdet jævnt fordelt over hele landet og med en ambition om ligelig fordeling af piger og drenge. Det er klubberne, som tilmelder kursisterne, og man forventer betydeligt flere tilmeldte end de 240, som der er plads til, så det tyder på, at der er et stort behov. Kursisterne får UEFA C1 og C2-kurserne og kommer på inspirationsture til samlinger for både herre- og kvindelandsholdene. Kurset starter i sept./okt. 2025 og slutter i februar/marts 2026 og koster kun 875 kr.

De 13 – 20-årige er netop de årgange, som føler, at der ikke er plads til dem i klubberne, fordi mange af deres kammerater har valgt noget andet end klubben, så der ikke er et hold til en at spille på, mens der er masser af hold, som man kan være træner for. Trænerproblemet bliver næsten pr. automatik løst ved, at træneren skal findes blandt forældrene. For børnene vil det uden tvivl også være givende, hvis de kunne møde ind til træning sammen med både en forælder og en eller to unge. En, som de kan identificere sig med, og en, de ikke bare kan lære at spille fodbold af, men en de kan se op til som en repræsentant for deres eget liv om nogle få år. Måske går de på samme skole, hvor børnene ofte råber ”Det er vores træner!!!” Så kan man vel kun blive lidt stolt.

Den forælder, som er blevet overtalt til at træne holdet, har måske kun fodbolderfaring fra sin egen barndom, da man varmede op, havde løbetræning, skudtræning og ellers spillede på to mål. Den unge træner kan være heldig at have været udsat for en lidt mere børnevenlig træning, som han/hun med inspiration fra C1 og C2 – kurserne og indholdet og fællesskabet med de andre unge kan få lov til at overføre til sin træning hjemme i klubben. Måske ser de, at spillerne glæder sig til deres træning. Så er grundstenen lagt til en lang karriere som træner. Samspillet mellem cheftræneren og assistenttræneren er meget vigtig. Kan det gå over i en ligeværdig træningsplanlægning i gensidig respekt, kan begge parter være med til at løse klubbens problem med at skaffe trænere. To unge trænere på banen med en voksen udenfor til at klare de administrative opgaver er også en løsning.

DBU investerer i fremtidens trænere
DBU investerer i fremtidens trænere

Jakob Michelsen begyndte som ungdomstræner som 13-årig i Tønder. Inden da havde han vist et par år været børnetræner. Så det er ikke for tidligt at komme i gang med trænerkarrieren. Man kan jo en dag blive landstræner for kvinderne.

Aarup Boldklub har alle de tre år, hvor muligheden har været der, lagt DBU’s tilbud ud til alle i klubben, og hvert år har der været ønsker om at komme på kurset. Klubben har ansøgt og alle, der ønskede at deltage, er blevet optaget. – Det er jo en billig måde at give trænerne C1 og C2 kurset, siger formanden Jesper Værlund. Deres deltagere har været i alderen fra 16 år op til 19 år. Hans fornemmelse er, at ikke alle pladser er fyldt op, siden de alle tre gange har fået deres ønsker om antal deltagere opfyldt. Når ungtrænerne er i klubben, ser formanden gerne, at de er to unge sammen om den praktiske del af træningen, mens en voksen står for indberetning af resultater og alle andre praktiske ting. Desuden er det vigtigt, at man kan finde løsninger, hvis en af trænerne bliver forhindret en træningsaften, fx fordi han selv skal spille kamp.

dbu
Boldtour og Event
Verona Cup
Winther Sport og Fritid.
SportConcept International
Læs mere om Formthotics på
teamsports.com
Skaerbaekcentret
Busture og sportsrejser i Danmark & resten af Europa
SPORTIGAN I HURUP OG THISTED