At F.C. Nordsjælland tager til Ghana her i januar med U19- og U21-spillerne kan måske ikke undre, da de får en masse unge spillere til Danmark derfra. Ifølge Superligatræneren Flemming Pedersen skal spillerne ikke på en træningslejr, men på en dannelsesrejse. Man skal ned og opleve den verden, som de unge spillere, der kommer til Danmark, kommer fra. Bedre forståelse for hinandens verden og forudsætninger fremmer samarbejdet på banen, men giver også de unge danskere et helt andet grundlag for at vurdere deres eget liv.
Denne mulighed for at kombinere fodbold og kulturoplevelse har Kvaglund I.F. serie 4 lige øst for Esbjerg også udnyttet, da de i marts sidste år tog en uge til Gambia. Afrikas mindste land på størrelse med halvdelen af Jylland og med mindre end 2 mio. mennesker beliggende som en tunge ind i Senegal i Vestafrika.