Der er blevet trådt og slidt mange fodboldstøvler på det lille, hyggelige Vanløse Idrætspark siden den glade Kristi Himmelfartsdag i 1974, hvor brødrene Jan og Bjarne Pettersson, Jacob Rossander, Poul Søgård og de andre fodboldhelte i Vanløse IF hjemtog klubbens største triumf med pokalfinalesejren over OB i den gamle Københavns Idrætspark.
Den nuværende cheftræner, Jesper Holdt, mærker på de nuværende unge spillere meget af det samme sammenhold, begejstring og holdånd, som det legendariske Vanløse-hold repræsenterede for 45 år siden. Dansk Træner Union besøgte 2. divisionsklubben, som på hårdt arbejde og et stærkt kollektiv går på vinterpause på en imponerende andenplads i rækken.