I 1964 oplevede Odense KFUM deres bedste resultat nogensinde, da de efter at have slået bl.a. AGF og B1913, tabte pokalfinalen i København med 2 – 1 til Esbjerg f. B., som var datidens danske storklub. Odense var i de år Danmarks fodboldby med B1909 og B1913 i 1. division og med OB og Odense KFUM i den næstbedste række. Et årti senere flyttede B1909, B1913 og KFUM ud fra bymidten for at få mere plads i nybyggerkvartererne. B1909 til Vollsmose, B1913 til Universitetet og KFUM til Odense vest. Det gav mange medlemmer, men med forvandlingen til sølvbryllupskvarterer forsvandt børnene efterhånden. I dag ligger alle tre klubber i Fynsserien med oldboys- og seniorspillere samt en børneafdeling, som man er ved at bygge op. OB blev inde i centrum af Odense, har masser af spillere og spiller i Superligaen!!!
Odense KFUM’s værdier
Odense KFUM var de følgende mange år et typisk 3. divisionshold, men turen fortsatte ned under fynsserien, og da en stor del af førsteholdsspillerne for et par år siden meddelte, at de ville stoppe, så det lidt sort ud, fortæller formanden de sidste 4 år, Arne Appelgren, men heldigvis ville en snes spillere fra Dalums 2.-hold gerne flytte til KFUM. Da klubbens værdier bygger på fællesskaber både internt i seniorafdelingen men også på tværs mellem oldboys, senior og børn, ville man lige være sikker på, at Dalum-spillerne ikke ønskede at spille på et lukket hold. Det ønskede de ikke, men er helt integreret i klubben. Arne Appelgren fik også en henvendelse fra nogle studerende i Odense. Han fortalte om klubbens politik, den passede nok ikke til deres ønske om et lukket hold og han hørte ikke mere. I dag har klubben 4 seniorhold og oldboys i alle årgange. Alle senior betaler samme kontingent, og tøj ligger klar til spillerne, når de kommer til træning.
Når spillerne oplever, at klubben skaber nogle gode rammer for dem som fx tøj og klubhus, der er åbent, når de kommer, god plads til at snakke efter træning, et bordtennisbord, en terrasse uden for klubhuset osv. er det deres klubhus, som er indrettet efter deres behov, hvor alle kender alle. I modsætning til idrætscentrene, som ikke får et personligt præg.
Når græsset ikke må bruges mere, står en kunstgræsbane klar
Odense KFUM henter ganske store beløb hjem fra sponsorer, kan man forstå på Arne Appelgren. Spillerne har via deres arbejde måske kendskab til virksomheder, som ikke har opbrugt deres sponsorkvote for et givet år, og så skal der jo ikke meget til, før spilleren anbefaler sin fodboldklub til et sponsorat hos sin arbejdsgiver.
I oldboysafdelingen har man en aftale med enkelte hold om, at det enkelte medlem ikke får en kontingentopkrævning af kassereren. Derimod betaler holdet et ”årskontingent for sæsonen”. Antallet af medlemmer ganges med det beløb, som den enkelte skal betale. Dette beløb overføres så til kassereren.
Foran klubhuset og den nye terrasse er der i dag en stenmelsbane – datidens vintertræningsbane – med lysanlæg, men den bane omlægges til en græsbane. Allerede inden en måned går man i gang med at anlægge en kunstgræsbane på en af de bestående græsbaner. Det bliver en non-infill bane dvs. uden kork og gummi, og den er klar til brug i uge 41. I dag hvor KFUM hverken har kunstbane eller hal, må man leje sig ind hos andre klubber. Egen kunstgræsbane vil uden tvivl kunne gøre det endnu mere attraktivt at spille fodbold i Odense KFUM.

Der er investeret i flere børn
Den væsentligste grund, til at klubben blev valgt til Årets Fodboldklub på Fyn, er uden tvivl deres arbejde de sidste 3 – 4 år med at få styrket børneafdelingen. De seneste år er der kommet en ny bestyrelse til, hvor der er enighed om, hvordan klubbens midler skal fordeles. Klubbens vækst op til ca. 550 medlemmer fra kun ca. 250 for 7 år siden skyldes primært børnene. Man har været meget aktiv med at indgå samarbejde med de to nærmeste folkeskoler Tarup Skole og Provstegårdskolen ved at komme ud i børnenes miljø, mens de er små. Lettere bliver det så også ved, at der på skolerne er en lærer og et par pædagoger, som er medlemmer i KFUM.
Når KFUM’s piger deltager i turneringer, er det første man undrer sig over, at de ikke spiller i klubbens normale grønne tøj. De spiller i pink!!!! Farven pink signalerer egentlig skønhed, elegance og godhed. Det er næppe noget, som spillerne tænker over, men ved at gå i det samme tydelige tøj viser pigerne at de holder sammen og er stolte af det. Men klubben sender også et signal til pigerne om, at de er velkomne i klubben, at man vil hjælpe dem til succes og man vil give plads til et fællesskab, som er synligt. Det er vigtigt, at børnene kommer ud til stævner, og for de dygtigste er det også vigtigt, at man kommer til at møde hold fra de store klubber uden for Fyn. Også der viser de deres klub, Odense KFUM, frem gennem deres spil og deres farver.
Trives børnene i miljøet, hjælper forældrene med
Det vigtigste, for at få børn til at komme til klubben og derefter blive der, er trænerne. Her er Arne Appelgren meget tilfreds med at man med god samvittighed kan kaldes en børneklub og har mange trænere, så man er tæt på børnene. Og alligevel kan man godt bruge flere trænere. KFUM har haft unge trænere på DBU-kurset ”Fremtidens trænere” og hjælper også gerne andre i gang med trænerkurser.
Klubben arrangerer også deres egen fodboldskole en uge i børnenes sommerferie. Et tilbud, som er billigt og som består af at spille fodbold, men også en masse andre ting, som må have fænget børnene. 120 deltog sidste år og kort tid efter, at der var mulighed for tilmelding, var der fyldt op. En sådan uge med 120 børn kræver trænere og en masse andre forældre som hjælpere. Ofte er det jo sådan, at hvis børnene føler sig godt tilpas, vil forældrene også gerne være en del af fællesskabet som hjælpere. En af trænerne på fodboldskolen i år er Bjørn Paulsen OB, som lige kan nå det sammen med sønnen, inden han tager tilbage til Als.











