Årets jyske serietræner er
forældretræner
Forældretrænere er der mange af i
dansk fodbold. De kommer ind i klub
for at bakke op om børnenes
fodboldinteresse - og pludselig står
de med ansvaret for træning af et
hold.
Af gode grunde er det oftest i
ungdomsafdelingerne, de huserer, men
at der også findes forældretrænere
på et højere niveau, så man da Dansk
Træner Union på Vildbjerg-seminaret
traditionen tro kårede årets jyske
serietræner.
Årets træner blev nemlig Flemming
Spring fra Tjørring IF, der med
oprykninger på stribe - og tre
sønner på holdet - har fået
forstadsklubben ved Herning op i
rækkerne - og kulminerende med
status som divisionshold, idet
Tjørring IF lige nu prøver kræfter
med dansk fodbolds tredjebedste
række, 2. division.
Det var kasserer i Dansk Træner
Union, Jørgen Hansen, der ved
gallamiddagen i Vildbjerg motiverede
valget af Flemming Spring.
Han kom indledningsvis ind på
kåringen af Morten Olsen som årets
danske træner i Cirkusbygningen i
november.
BS og fodbold?
- Man kan godt spørge, hvad B.S.
Christiansen har med fodbold at
gøre. Og set fra Dansk Træner Union
er Morten Olsen ikke kåret rigtigt,
før vi har givet ham vores pokal,
men sådan en situation står vi ikke
i her. Her er det endog trænerens
egen arbejdsgiver - klubben - der
har indstillet til prisen, og kan
man komme så langt, vil jeg mene, at
man har gjort et godt stykke
arbejde, sagde Jørgen Hansen.
Flemming Spring havde af sin
seniorudvalgsformand i Tjørring IF,
Ole Christensen, fået en invitation
til at tage med ud og få noget godt
at spise.
Det undrede ham godt nok, at turen
gik til Vildbjerg, hvor bilen blev
parkeret ved det store idrætscenter.
Så han blev - som han selv udtrykte
det - taget med bukserne nede - da
han pludselig var midtpunkt i en
kåring.
Han fortalte, da chokket havde lagt
sig og pokal, gavecheck og Puma-tøj
var uddelt, at han aldrig nogensinde
havde troet, at han skulle prøve at
træne et divisionshold.
Tre oprykninger på stribe
Men Tjørring har tre sæsoner i træk
sikret sig oprykning på den sidste
spilledag, og med Flemming Spring
som styrmand siden 2006 er tyren
gået fra Jyllandsserien over
kval-rækken, danmarksserien og nu
til 2. division, hvor man kan holde
vinterpause på de rigtige sidse af
nedrykningsstregen.
At bredden ikke er blevet forsømt
kan ses af den kendsgerning, at i
dette efterår er andetholdet rykket
op i serie I og tredjeholdet i serie
IV.
- Du forstår at snakke med spillerne
- eller gutterne som du kalder dem.
Din styrke er mandskabsbehandling og
du kan få fodboldtrætte spillere til
at finde spilleglæden igen, og du er
altid forberedt til fingerspidserne,
lød de rosende ord fra seniorformand
Ole Christensen.
Flemming Spring gav trænerne i salen
disse råd med på vejen: - Lyt til
jeres spillere. Dyrk fællesskabet,
for det giv er resultater - og glem
ikke, at det trods alt kun er
fodbold. Tag det som en oplevelse.
Flemming Spring er vokset op på
Vejle-egnen, og hans egen
fodboldkarriere toppede, da han
spillede jyllandsseriefodbold i den
århusianske forstadsklub TST.
Og det er altså temmelig
bemærkelsesværdigt, at han på
Tjørring-holdet har haft sine egne
tre sønner - tvillingerne Kenneth og
Michael samt efternøleren Lennart,
der betragtes som det største
talent, men nu er flyttet til
København for at studere og har
valgt B1908 på Amager som sin nye
klub.
I en række med seks
superligareservehold er det klart,
at den sportslige udfordring er stor
for en lille klub.
- Men jeg har klart meldt ud, at for
os skal det ikke handle om
overlevelse, men om oplevelse. Det
er da stort, at vi nu kan hæfte
betegnelsen division på vores klub.
Det er en helt anden målestok, som
vi nu bruger, siger Flemming.

Årets jyske serietræner, Flemming
Spring fra Tjørring IF, flankeret af
den jyske områdeassistent Jan
Thomsen og seniorudvalgsformand Ole
Christensen, Tjørring IF, der havde
lokket Flemming Spring ud at spise
på en lokal restaurant. Det kom han
ikke - men han kom til gallamiddag
og kåring i Vildbjerg.
Tekst & foto: Søren Andersen