| |

Der er kåringer og prisoverrækkelser, som er planlagte ned til mindste detalje, så modtageren i ro og mag kan forberede sin takketale. Og så er der de sjove, hvor modtageren sidder i salen og lytter til, hvad der bliver sagt, uden at ane, hvad der skal ske.
Og sådan gik det til, da Nicolaj Poulsen fra Grenaa Idrætsforening blev kåret som årets jyske ungdomstræner.
Han sad i salen på det store stadionanlæg i Vildbjerg og lyttede til ordene fra hans store forbillede som træner og talentudvikler, Tonny Hermansen fra FC Midtjylland - og blev nærmest stum af forbløffelse, da Tonny Hermansen afsluttede sin tale ved at sige, at dette års prismodtager netop var Nicolaj.
Tonny Hermansen fik selv prisen sidste år, og han lagde ikke skjul på, at det er en oplevelse, han aldrig glemmer - og der blev da også fældet en tåre eller to, da det skete.
- At være en god træner er ikke ensbetydende med, at man vinder en masse sejre. En god træner skal kunne samle både drengene og klubben, som du har gjort det. Men han skal også kunne sige til en dreng, hvis højeste ønske er at blive professionel fodboldspiller, at han altså ikke er god nok til holdet på lørdag. Men jeg ved, at du er god til at skabe en »vi-følelse« omkring holdet. Du er meget målrettet og ambitiøs, du har power og ideer - og lyst til at føre dem ud i livet, sagde Tonny Hermansen.
Nicolaj Poulsen var stolt, men rystet, da han kvitterede for tilliden.
- Da jeg startede som drengetræner i Grenaa IF, havde jeg ikke lige set mig selv stå her, nogle år efter, sagde han.
Nicolaj Poulsens mangeårige trænerkollega Birger Klibo, repræsenterede Grenaa IF ved prisuddelingen, der fandt sted ved Dansk Træner Unions seminar i Vildbjerg, og det var tiende gang, at Dansk Træner Union kårede den bedste ungdomstræner i Jylland. Nicolaj Poulsen er kommet i fint selskab, for pokalen er tidligere gået til så kendte trænernavne som Peter Elstrup, Randers FC, Claus Steinlein, FC Midtjylland, Michael »Shelley« Nielsen fra Silkeborg IF og altså Tonny Hermansen.
- Det er fortjent og meget stort, at du nu står med pokal, check og pris. Det er utroligt flot, når man ved, hvor mange ungdomstrænere, der er i jysk fodbold og hvor stor en indsats de yder, men du er typen, der altid har orden i penalhuset og styr på alle detaljer, sagde Birger Klibo.
28-årige Nicolaj Poulsen har igennem en årrække været ungdomstræner i Grenaa IF, hvor han har været ansvarlig for forskellige årgange.
Igennem de sidste to og et halvt år har han været cheftræner og hovedansvarlig for klubbens U19-afdeling, som er i en sammenslutning med Åstrup/Hammelev.
I samme periode har Nicolaj Poulsen også været ansvarlig for klubbens U21-hold.
- Nicolaj Poulsen har sammen med de spillere, som han har trænet og arbejdet med formået at skabe fornemme resultater, både i U19-regi og i U21-regi. Sidste sæson udmøntede det sig i et jysk mesterskab i ynglinge og en fastholdelse af klubbens U21-trup i A-rækken. Begge resultater der aftvinger respekt, som specielt Nicolaj Poulsen fortjener anerkendelse for, hed det i indstillingen fra Grenaa IF.
Her fremhæves det, at Nicolaj i perioden har været i stand til at udvikle U19-spillere, som har været parat til at gå direkte ind på klubbens danmarksseriehold.
Trods oprykning af indtil flere af hans spillere før tid, har Nicolaj vist en sjælden evne til at arbejde med forhåndenværende materiale og alligevel være i stand til at skabe resultater samtidig med, at spillernes personlige udvikling ikke har været tilsidesat.
- Nicolaj Poulsen er en særdeles ambitiøs og fodboldfaglig dygtig træner, der konstant søger at udvikle sig. Det være sig både på det faglige plan, men i høj grad også på det menneskelige plan, skrev GIF i indstillingen, som Dansk Træner Union ikke kunne stå for.
Bedste hilsener og til lykke med jobbet.
Søren Andersen
Bog Tip! | Sidste nye blad
|