Årets jyske serietræner 2005
 

 

Selv om et sidste øjebliks afbud fra den norske landstræner Åge Hareide var lige ved at sætte arrangørerne grå hår i hovedet i jagten på at finde nye instruktører, så blev Dansk Træner Unions Jyllandsafdelings traditionsrige Vejle-seminar en stor succes.

 

Der blev fyldt fodboldfaglig viden på de 65 deltagere af SønderjyskEs træner Morten Bruun, Herfølges sportschef Per Rud, Jetsmarks træner Henning Pedersen og DBU-instruktør Tonny Hermansen.

Det betød fire meget forskellige input og inspiration til trænernes eget arbejde rundt omkring i klubberne.

 

Lørdag aftens gallafest kulminerede med kåringen af årets jyske serietræner. Denne kåring har fundet sted siden 1981 og på pokalen er så kendte navn som Henning Pedersen, Poul Hansen og Kim Poulsen.

 

Nyeste navn er Tom Thomassen fra Hedensted, for han er årets jyske serietræner 2005. Han har de sidste fire sæsoner trænet Hedensted med stor succes og ført klubben fra serie III til serie I, men har tidligere i 17 år haft sit virke i Vejle Boldklub.

 

- Det er det største, der er sket i mit liv. Godt nok er jeg blevet gift og er blevet far tre gange, men det har jeg været forberedt på. Kåringen er kommet som den helt store overraskelse for mig, og jeg er utrolig stolt over den, sagde Tom Thomassen.

 

Rolf Hjernøe overrækker pokalen til Tom Thomassen

 

Tekst og foto: Søren Andersen

 

Se billeder fra seminaret tryk her