Årets jyske serietræner 2004
 

Per Agerskov årets træner i Jylland

Tekst & Foto: Søren Andersen

I tæt ved 30 år har de danske træneres faglige organisation Dansk Træner Union kåret årets serietræner i Jylland, og ved en gallamiddag på Den Jyske Idrætshøjskole i Vejle var det i år Grenaa Idrætsforenings cheftræner Per Agerskov, der fik titel, pokal, gaver og selvfølgelig æren ved at modtage den fornemme pris.

Det viser, at der ude omkring i landet er blevet lagt mærke til det arbejde, som Per Agerskov har udført i GIF. Ikke mindst oprykningerne med førsteholdet fra først jyllandsserien til kvalrækken og siden danmarksserien, men også generelt i klubben, der jo i sidste sæson rykkede op med samtlige fem seniorhold.

Med titlen er Per Agerskov kommet i fornemt selskab, idet titlen som årets jyske serietræner tidligere er gået til så prominente navne som Poul Hansen og Kim Poulsen, der siden blev superligatrænere.

Det var faktisk en tidligere Grenaa IF-træner, Rolf Hjernøe, der i Vejle begrundede valget af Per Agerskov – og overrakte ham alle de synlige ting, der hører med.

Rolf Hjernøe er næstformand i Dansk Træner Unions jyllandsafdeling primus motor i forbindelse med kåringerne. Og han sagde, at der for ham at se overhovedet ikke kan være tvivl om, at Per Agerskov har fortjent titlen.

- Du har taget hele turen fra ungdomshold til seniorer. Og har opnået flotte resultater i først din egen klub Hjortshøj-Egå og siden i Lyseng og AGF, inden du med godt arbejde har ført Grenaa IF til en flot placering i danmarksserien. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det kan være i Grenaa med den specielle beliggenhed med vand til tre sider, sagde Rolf Hjernøe.

Også GIF’s seniorudvalgsformand Bo Varmdal havde taget turen til Vejle for at være med til kåringen, og han sagde i sin tale, at man i GIF er både glade og stolte over, at have en træner som Per Agerskov.

- Vi havde ham jo først på prøve, da Kent Nielsen en tid var udlejet til AGF, så vi havde set ham an, så vi slog til, da Per efter et sabbatår var klar til at træne igen, sagde Bo Varmdal.

I sin takketale slog Per Agerskov fast, at det for ham var en stor ære at blive udnævnt til årets træner. Også fordi det er en pris, som uddeles af kolleger.

- For mig er det her det største, an som træner kan opnå. Jeg er sikker på, at mange er mindst lige så kvalificerede som mig, men jeg er glad for, at jeg har kunnet være med til at skabe noget positivt  Grenaa, som ellers en tid var mest kendt for noget så negativt som en sygehuslukning. Jeg interesserer mig for hele klubben fra lilleput over pigerne til old boys. Og jeg arbejder på den måde, at jeg viser de unge spillere tillid – ud fra budskabet i det indianske ordsprog om, at det bedste, man kan give sine børn, er rødder og vinger sagde Per Agerskov.



Det var den tidligere Grenaa-træner Rolf Hjernøe, der på Dansk Træner Unions seminar og gallamiddag i Vejle overrakte pokal, gaver, tøj og rejsegavekort til Per Agerskov.



Per Agerskov slog i sin takketale fast, at titlen som årets jyske serietræner er det største, man kan opnå.



Per Agerskov fik til GIF’s afslutningsfest Rolf Hjernøes træner/lederpokal. I Vejle fik han pokalen overrakt igen – af manden der har indstiftet den. Også GIF’s seniorudvalgsformand Bo Varmdal var med til kåringen i Vejle

Se deltagerliste Vejle Seminar 2004 tryk her

Se programmet Vejle Seminar 2004 tryk her

Se Peter Bondes øvelser tryk her

Se billeder fra Vejle seminar 2004 tryk her